Bliver der flere vanskabte frøer?

Jeg har læst, at forskerne finder stadig flere frøer med misdannelser. Er det sandt, og hvad skyldes det i givet fald?

1. september 2009

Det er rigtigt, at biologerne de seneste år har observeret flere og flere frøer med for mange ben, manglende øjne, misdannet hud og så videre. Fænomenet er særlig udbredt i Nordamerika, hvor der er fundet deforme individer hos 60 forskellige arter af frøer og salamandre. I nogle områder har helt op til 80 procent af individerne misdannelser. Årsagen til misdannelserne har længe været et mysterium med tre hovedmistænkte: kemikalier i miljøet, parasitter og den øgede ultraviolette stråling, som følger af et tyndslidt ozonlag. Meget tyder dog på, at den ultraviolette stråling kun giver et begrænset antal misdannelser på især øjnene. Til gengæld viser den nyeste forskning, at en parasitisk fladorm ved navn Ribeiroia ondatrae sandsynligvis er ansvarlig for en stor del af misdannelserne. Parasitten trænger ind under huden på haletudserne netop der, hvor benene skal vokse ud. Her skaber fladormen en cyste, som forstyrrer den normale udvikling af benene. Resultatet er ofte, at haletudsen danner for mange ben. Det er en smart strategi set fra parasittens synspunkt, da de vanskabte frøer er lette ofre for hejrer, som herefter sørger for en effektiv spredning af fladormen. Men fladormen har sandsynligvis en eller flere medskyldige, især gødningen i det moderne landbrug. Gødning fra markerne løber ofte ned i nærliggende søer og forårsager en stor algevækst. Algerne giver næring til mange snegle, som er en mellemvært for fladormene. Biologerne regner med, at de mange snegle har betydet bedre vilkår for fladormene, som herefter har haft lettere ved at inficere haletudserne. Det er også muligt, at pesticiderne svækker frøernes immunforsvar.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: