Far bærer sit afkom ud i verden

Asiatisk hanfrø slæber ungerne rundt på ryggen

1. september 2009

Ungerne af to frøarter på Papua Ny Guinea skal ikke regne med deres mors omsorg, når de kommer til verden. Tværtimod betragter moderen sit job som overstået, når hun har lagt sine æg. I stedet tager faderen over, når de små frø-babyer kravler ud af æggene. De to arter, Liophryne schlaginhaufeni og Sphenophryne cornuta, skal ikke gennem haletudsestadiet, men kommer ud af ægget som miniudgaver af de voksne frøer. De er altså klar til livet på landjorden med det samme, og deres far sørger for, at de får den bedste start. Han tager sine unger på ryggen og vandrer ud i verden med dem. Fordelen for de små nye frøer er, at de bliver spredt, og dermed mindskes konkurrencen om føde og risikoen for indavl. En far kan transportere helt op til 34 unger på sin ryg, bære dem i mere end en uge og tilbagelægge op til 55 meter, beretter biologen David Bickford fra University of Miami, USA. Han opdagede, at det ikke er tilfældigt, hvor ungerne bliver sat af – de sørger selv for at få god afstand både i tid og distance, inden de lader sig falde af faderens ryg.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: