Ukendt gnaver solgt som kebab

1. september 2009

På et marked i det centrale Laos fik en forbipasserende forsker fra Wildlife Conservation Society for nylig øje på et dødt dyr, der blev solgt som kebabkød. De lokale kaldte delikatessen for en klipperotte, men forskeren kunne se, at dyret ikke var en almindelig rotte. Og ganske rigtigt: En nærmere undersøgelse har nu vist, at der ikke alene er tale om en hidtil ukendt gnaverart, men helt sensationelt også om en helt ny pattedyrsfamilie, der har fået det latinske navn Laonastidae. Dna-analyser viser, at arten er et levende fossil, der skilte sig ud fra andre gnavere for mange millioner år siden. Dyret, som fra snude til halespids måler 40 centimeter, ligner mest en krydsning mellem en stor, sort rotte og et egern, men det er tættere beslægtet med marsvinet og chinchillaen. Endnu har forskerne ikke set dyret i live, så de ved ikke meget om det. Men de formoder, at det holder til i skove og områder med kalksten, at det er vegetar, og at det kun føder en enkelt unge ad gangen. Det hører til sjældenhederne, at forskerne opdager en helt ny pattedyrfamilie, sidste gang var i 1974, da de i Thailand opdagede humlebiflagermusen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: