Ved dyr, hvornår de skal dø?

Jeg har hørt, at elefanter vandrer væk til en elefantkirkegård for at dø. Er dyr bevidste om, at deres sidste time er kommet?

1. september 2009

En af de mest slidstærke legender inden for den romantisk-orienterede del af naturhistorien er beretningen om elefanternes kirkegård – altså et sted, hvor gamle elefanter vandrer hen for at dø. Legenden er formentlig baseret på, at man har fundet steder, hvor en hel elefantflok er død, fx efter en tørke. Selve tanken om, at et dyr søger væk fra flokken, når det fornemmer, at dets sidste time er kommet, har besnæret mennesker i flere tusinder år. Og der er heller ingen tvivl om, at et dyr ved og kan mærke, at det er sygt eller alvorligt svækket. I en sådan situation er dets eneste chance for at undgå rovdyr naturligvis at skjule sig. Dyret skjuler sig altså pr. instinkt, men set med menneskeøjne vandrer dyret væk for at dø. Sandsynligvis har dyr ingen bevidsthed om døden. Der er talrige iagttagelser af, at selv højt udviklede og intelligente dyr som elefanter bruger timer eller endda dage på at forsøge at rejse en død artsfælle op. Der findes også eksempler på store aber, der bærer rundt på en død unge i dagevis, og hvaler, der forsøger at skubbe en død kalv op til overfladen. Det må ses som et tegn på, at dyrene ikke forstår, hvad døden er, og at de ikke ved, at deres artsfælle eller unge ikke kan reddes.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: