wildlife top

Vinderne kåret: Her er årets smukkeste naturbilleder

Vinderne af dette års prestigefyldte Wildlife Photographer of the Year-konkurrence er netop kåret, og endnu engang er der rig mulighed for at komme helt tæt på nogle af de smukkeste afkroge og skabninger på vores planet.

25. oktober 2016 af Nanna Vium

Trækronerne af Borneos regnskove, de smalle og støvede gader i en forstad til Mumbai og det skvulpende hav ud for Mexicos kyst.

Natural History Museum i London har netop kåret vinderne af deres prestigefyldte fotokonkurrence 'Wildlife Photographer of the Year'. Og igen i år inviterer nogle af verdens ypperste naturfotografer os helt tæt på planetens vildskab, drama og mangfoldighed.

Rammer lige i hjertet

Konkurrencens jury modtog intet mindre end 50.000 naturskud fra 95 forskellige lande, og kun 100 af dem klarede sig hele vejen til finalerunden, hvor en god håndfuld til sidst blev udpeget som vindere af de forskellige kategorier.

Ifølge Micgael Dixon, direktør for Natural History Museum, bliver talentmassen ved med at imponere, selv om det i år er 52. gang i træk, konkurrencen afholdes.

”Vinderbillederne rammer os i hjertet og udfordrer os til at se naturen på en ny måde,” lyder det i en udtalelse.

Herunder kan du se et udpluk af vinderskuddene og finalisterne fra dette års konkurrence - Du kan se billederne i stort format ved at klikke på dem.

Vinder af den samlede konkurrence blev dette øjeblik fanget af fotografen Tim Laman fra USA, der dokumenterer en ung orangutang-han i færd med at kæmpe sig vej op ad stammen på et 30 meter højt træ i regnskoven af Gunung Palung National Park på Borneo.

Tim Laman havde på fornemmelsen, at den unge han ville høste de søde figner i toppen af træet og brugte selv tre dage på at kravle op og ned ad stammen for at installere flere Go Pro-kameraer mellem bladene.

Den 16-årige Gideon Knight fra England blev den anden vinder af konkurrencen med billedet “The Moon and the crow". Billedet er taget i en park tæt på hans hjem, og da Gideon først opdagede kragen på grenen, syntes han mest af alt, det lignede noget fra et eventyr.

"Hvis et billede kunne være et digt, ville det se sådan ud. Kragen er et sjældent elsket dyr, men her er den forvandlet til noget smukt," lød en del af begrundelsen fra dommerkomiteen.

En leopard sniger sig lydløst rundt i de smalle og støvede gader i en forstad til Mumbai i Indien, mens byens indbyggere sover. Bortset fra enkelte angreb på mennesker er de store katte en accepteret del af gadebilledet, når de afsøger gadehjørnerne efter natmad, som mest består af herreløse hunde. Fotografen Nayan Khanolkar ventede i fire måneder for at indfange dette øjeblik af fredelig sameksistens mellem rovdyr og mennesker, der hentede førstepræmien i urban-kategorien.

Fotojournalisten Paul Hilton fra England var hverken forberedt på det barske syn eller den harske lugt af mere end 4000 døde skældyr, da han besøgte et shipping-skib i Indonesien. Skældyr er verdens mest ulovligt handlede dyreart. Deres kød bliver blandt andet spist for at udvise status og nogle steder i verden tror man fejlagtigt, at deres skæl kan helbrede flere lidelser. Paul Hilton vandt 'Wildlife Photojournalist-prisen'.

Tony Wu fra USA vandt undervands-kategorien med dette billede af tusindvis af snappere i færd med en frygtløs parringsdans omkring øgrupperne Palau i Stillehavet.

**>>Rejs i Darwins fodspor på et 10-dages ekspeditionskrydstogt.

**

Lance van de Vyver fra New Zealand blev en af finalisterne i sort-hvid-kategorien med billedet af en ung løves kløer og et skældyrs ridsede rustning. Det tog 14 timer, før løven mistede interessen for sit runde legetøj.

Vinder af plantekategorien blev Valter Binotto fra Italien med dette fantastisk detaljerede nærbillede af et hasseltræs mandlige og kvindelige blomster, og de tusindvis af pollenkorn, som helst skal nå de små røde hunblomster.

I seks måneder efterlod fotografen Charlie Hamilton James sit kamera på det samme sted i en nationalpark i Wyoming USA. Han vidste, at der netop her blev efterladt døde dyr for at holde bjørnene væk fra vejene. Efter at have bladret igennem 200.000 billeder fra kameraets selvudløser, fandt han dette billede, der sikrede ham en plads i finalen under kategorien 'pattedyr'.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: