Forskere på detektivarbejde

For at få et nærmere indblik i, hvorfra ­intelligensen udspringer i hjernen, gennemgik Richard Haier sammen med Rex Jung fra University of New Mexico i Albuquerque 37 undersøgelser, som andre forskere foretog i årene 1988-2007. Disse undersøgelser havde ledt efter de om­råder af hjernen, der havde en sammenhæng med intelligens. I 2007 kunne ­Haier og Jung offentliggøre deres resultater. De havde ikke fundet et enkelt område af hjernen med afgørende indflydelse på intelligensen, men i stedet viste det sig, at 14 områder af grå substans spredt ud over hele hjernen havde en markant indflydelse på forsøgspersonens intelligens.

Brodman-områder er knyttet til funktioner i hjernen

Alle disse områder var i forvejen kendt af hjerneforskere som såkaldte Brodmann-områder. De er opkaldt efter den tyske neurolog Korbinian Brodmann, som for 100 år siden opdagede 52 om­råder i hjernebarken, hvor nervecellerne er organiseret på en anden måde end den omkringliggende grå substans. Brodmann var kun optaget af områdernes opbygning, men siden har man fundet ud af, at mange af områderne er knyttet til bestemte funktioner i hjernen.

De 14 Brodmann-områder, som Haier og Jung fandt frem til, har en kendt funktion inden for hhv. opmærksomhed, ­hukommelse, sprog samt fortolkning af sanseindtryk. På denne baggrund opstillede forskerne den såkaldte P-FIT-teori om intelligens, som er helt i tråd med ­Robert Plomins teori om generalist-­gener. P-FIT-teorien har sit navn efter sam­arbejdet mellem hjernens isse- og pande­lap (parieto-frontal integration theory), og den antager, at intelligens udspringer fra en informationsstrøm, der begynder bagest i hjernen og slutter imellem de to hjernehalvdele forrest i hjernen.

Hjerne-netværk gør os skarpe

Ifølge P-FIT-teorien forbindes de 14 Brodmann-områder af hvid substans i et netværk, som spiller en helt central rolle for intelligensen. Ingen af områderne i hverken den grå eller den hvide substans har en særligt vigtig rolle, men de er alle nødvendige brikker i netværket.

Hvis nogle af områderne er særligt veludviklede, kan processerne, der er knyttet til netop dem, løbe hurtigere og mere effektivt, men typisk vil der så opstå flaskehalsproblemer andre steder i netværket, hvor processerne ikke kan følge med. Optimalt set skal alle områderne altså være meget veludviklede for at give en høj ­generel intelligens, men selv små forbedringer i nogle af områderne vil styrke en persons evner inden for bestemte færdig­heder, det kan fx være sprog.

I 2010 udførte den tyske forsker Jan Gläscher fra California Institute of Technology i Pasadena, USA, et forsøg, der afprøvede P-FIT-teorien på en noget anderledes måde. Forsøgspersonerne havde alle sammen hjerneskader, der påvirkede deres mentale evner, og da Gläscher vidste, hvilke hjerneområder der var skadet hos de enkelte patienter, kunne han sammenholde fejlfunktion i disse områder med patienternes generelle
intelligens. Til støtte for P-FIT-teorien viste det sig, at skader i et område af hvid substans, der forbinder isse- og pandelappen i venstre hjernehalvdel, påvirkede den generelle intelligens i negativ retning.

Hvis man i 50 dage øver sig på et computerspil, bruger hjernen langt mindre energi på spillet, end da man begyndte at spille.

I sit forsøg benyttede Jan Gläscher en række intelligenstest, der både kunne måle forsøgspersonernes generelle in­telligens, g, og bestemte mentale evner som fx sproglig forståelse og rumlig sans. Ved hjælp af statistiske metoder kunne han fastslå, hvilke af disse evner der direkte var involveret i g, og hvilke der blot gav de enkelte forsøgspersoner større færdigheder inden for særlige områder.

Umiddelbart ville man forvente, at om­råderne med direkte relevans for g ville være en delmængde af de mere specifikke områder, men undersøgelserne førte til et overraskende resultat. Det ­viste sig nemlig, at Brodmann-område 10 (BA 10) i venstre pandelap spillede en ­afgørende rolle for den generelle intel­ligens, g, men ikke var knyttet til nogen specifikke mentale evner.

Lille hjerneområde betyder alt

Brodmann-område 10 er centralt placeret på den “hovedvej” af hvid substans, som viste sig at have stor betydning for intelligensen. Fra tidligere forsøg ved man desuden, at området er involveret i abstrakt tankegang, og det har sat Jan Gläscher på sporet af en særlig rolle for dette lille hjerneområde.

Han mener, det fungerer som en kommandocentral, der kontrollerer, hvilke informationer der skal hentes ind og ud af vores aktive ­arbejdshukommelse, så de kan stilles til rådighed for hjernens bearbejdning af informationen. Gläscher forklarer:

“Arbejdshukommelsen har begrænset kapacitet, så den skal løbende opdateres. Det kræver en kontrolmekanisme, der kan udvælge indholdet af arbejds­hukommelsen og uddelegere hjernens ­ressourcer til at opdatere den. Vi tror, at BA 10 spiller en enestående rolle ved at kontrollere disse processer, der er så ­vigtige for vores daglige liv.”

Indtil videre har forskernes mest ­effektive værktøj til at studere, hvad ­intelligens egentlig er, og hvor den hører hjemme i hjernen, været at analysere sammenhængen mellem hjerneskanninger og intelligenstest.

Arbejdet med at finde de genetiske årsager til intel­ligens skrider dog også frem, og forskerne­ håber, at de snart kan udpege de vigtigste gener og forklare, hvordan de bidrager til at kontrollere vores mentale evner. ­Måske vil dette arbejde i fremtiden føre til, at man ud fra en hjerneskanning og en dna-profil på et øjeblik kan afgøre, hvor intelligent en person er.

• Forrige Side 3 af 3