Different stages of dinosaurs

Forskere udrydder dinosaurerne

Ny forskning afslører, at dinosaurerne skiftede form i løbet af livet. Det betyder, at der var færre dinosaur-arter, end man hidtil har troet.

27. juni 2011

Forskere udrydder i øjeblikket dinosaurerne. Ny viden om knoglernes mikrostruktur antyder nemlig, at fortidens kæmper i løbet af deres liv skiftede form. I flere tilfælde har palæontologer derfor fejlagtigt troet, at en art var flere forskellige arter. Det har vist sig, at dinosaurernes kranier nærmest var som modellervoks med foranderlige knogler, der voksede og skabte nye strukturer nogle steder, mens knoglerne andre steder svandt ind.

“Dinosaurerne gennemlevede radikale formmæssige ændringer i deres udvikling fra unge til voksen. Forandringerne var i nogle tilfælde så ekstreme, at en ung og en voksen fra samme art kan opfattes som to forskellige arter,” forklarer palæontologen John Scanella fra Museum of the Rockies ved Montana State University i USA.

Skeletterne er næsten identiske

Sammen med sin kollega Jack Horner har John Scanella med et studie af den kampvognsstore trehornede triceratops skabt røre i palæontologkredse. Studiet viser nemlig, at den og dens nære slægtning torosaurus i virkeligheden var én art. Samtidig hiver forskerne endnu en art, nedoceratops, ind under paraplyen og kalder alle tre for triceratops.

Det er ikke første gang, billedet af triceratops bliver revideret. Da de to første horn dukkede op sidst i 1800-tallet, fejlfortolkede palæontologen Othniel C. Marsh dem således som levn fra en forhistorisk kæmpebison. Det var først, da gigantiske kranier med papegøjenæb, horn og nakkekam dukkede op, at det gik op for Marsh, at han havde fundet den første dinosaur med horn.

Sidenhen væltede det frem med nye eksemplarer, og i alt blev 16 arter beskrevet. Forskningen bar dog præg af hastværk, og i 1996 foretog palæontologen Catherine Forster fra George Washington University i USA en større oprydning. Og det viste sig, at arterne bare er varianter af de to triceratops-arter, der i dag er anerkendte.

Bones from Dinosaurs

Nu er John Scanella og Jack Horner så gået skridtet videre og har studeret en slags pseudopopulation af de gamle dinosaurer. De levede alle inden for en kort periode i et afgrænset område kaldet Hell Creek i Montana i USA. Her er der så mange fossiler, at man ifølge Scanella ikke kan vandre i området en dag uden at finde en triceratops. De mange eksemplarer er da også grunden til, at forskerne kan kortlægge dyrenes livsstadier.

I alt har de studeret mere end hundrede triceratops-kranier, der varierer i størrelse fra fodbolde til små biler. Af disse har de to forskere studeret knoglestrukturen fra 29 triceratopser og ni torosaurusser i mikroskop.

I løbet af de seneste ti år har en bedre forståelse af knoglernes mikrostruktur betydet, at forskerne kan bestemme de enkelte dyrs alder meget præcist. I mikroskop kan man således se, at unge individers knogler ikke har den kompakte, tætte struktur, som man ser hos ældre individer. Det fantastiske er, at knogleanalyserne afslører, at samtlige torosaurus- eksemplarer er gamle individer, mens samtlige triceratops-eksemplarer er unge individer.

Ældre udgave af samme art

Forskerne fandt herudover tegn på en overgang til torosaurus hos flere triceratops-individer. Hos torosaurussen er nakkekammen således længere og har to store huller, og hos flere triceratops-individer opdagede forskerne, at nakkekammens knogle var tydeligt tyndere i to tilsvarende områder. Det kan være begyndelsen til de huller, der ses hos torosaurussen.

Det er ifølge forskerne et tegn på, at hullerne aktivt eroderer væk, i takt med at nakkekammens knogler ommodelleres. De to arters skeletter og tænder er desuden stort set umulige at skelne fra hinanden.

Ifølge Jack Horner og John Scanella er forklaringen dog ganske enkelt, at den såkaldte torosaurus bare er en ældre udgave af triceratops. De mener derfor, at torosaurussen bør slettes som art. I stedet mener forskerne, at triceratops udviklede sig fra at have bagudbøjede pandehorn og en lille nakkekam med spidser i sin ungdom til som voksen at have en større nakkekam uden spidser, men med to huller og pandehorn, der stritter frem.

Det lyder dramatisk, men store forandringer ses faktisk ofte i dyreriget og kendes blandt andet fra hornede pattedyr som hjorte og gazeller samt visse fugle. Den australske strudselignende fugl kasuaren har således en kam, der i dens barndom ligger fladt ned, men som rejser sig, når den bliver ældre.

Tema

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: