Egtvedpigen top

Bronzealderpige rejste rundt som topløs danserinde

En af de mest berømte personer fra Danmarks oldtid, Egtvedpigen, var måske omrejsende rituel danserinde. Nye kemiske analyser har afsløret den unge bronzealderkvindes herkomst og rejseaktivitet.

9. november 2015 af Jesper Bindslev & Else Christensen

For 3400 år siden døde en purung kvinde og blev begravet i en fornem gravhøj i den sydjyske by Egtved. "Egtvedpigens" grav blev fundet i 1921, men først nu er forskerne for alvor kommet på sporet af, hvem den unge kvinde var.

Bronzealderkvinden, der kun var 16-18 år, da hun døde, blev lagt i graven med et skørt af snore og en stumpet uldtrøje. På det bare maveskind bar hun en stor rund bælteplade med spiralmønster – et symbol for Solen, som spillede en hovedrolle i bronzealderens religion.

Egtvedpigen slog topløse flikflak

Netop påklædningen giver en ide om, hvem den unge kvinde var. Arkæologerne har tidligere fundet små bronzealderfigurer af kvinder iført samme type snoreskørt. Kvinderne er topløse og bøjer sig helt bagover i en slags flikflak. Forskerne mener derfor, at Egtvedpigen kan have været rituel danserinde i datidens solkult.

Egtvedpigen kan have danset topløs rundt i snoreskørt og slået baglæns flikflak ligesom denne figur fra bronzealderen.

Nye analyser af indholdet af grundstoffet strontium i kvindens hår, negle og tænder har afsløret, at Egtvedpigen ikke var af dansk herkomst. Sandsynligvis voksede hun op mange hundrede kilometer derfra, i Schwarzwald i Sydvesttyskland, og rejste flittigt i de sidste to år af sit liv.

Rejste rundt til religiøse ceremonier

Rejseaktiviteten stemmer godt overens med teorien om, at kvinden var en danserinde eller præstinde, som kan have rejst rundt for at deltage i religiøse ceremonier. En anden mulighed er, at Egtvedpigen var en tysk stormandsdatter, der kom til Danmark for at blive gift med en lokal høvding.

Egtvedpigens død er et mysterium

De nye analyser af Egtvedpigen viser ikke bare, at hun sikkert var tysker. De har også givet forskerne bekymrende information om hendes sundhedstilstand. Dyk ned i mysteriet om Egtvedpigens død i vores artikel:

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: