Galapagos top

I Darwins fodspor: 5 unikke dyrearter du må opleve

Kæmpeskildpadder, dansende fugle og legesyge søløver. Selvom det snart er 200 år siden, at Galápagos-øernes enestående dyreliv inspirerede Darwin til sit banebrydende værk, er øgruppen stadig vært for nogle af de mest unikke væsener på vores planet.

14. oktober 2016 af Nanna Vium

Året er 1835 og ude midt i det dybblå Stillehav sejler et lettere ramponeret britisk sejlskib med kurs mod en delvis ubeboet vulkanøgruppe spredt over mange tusind kvadratkilometers skvulpende saltvand.

I et af skibets lavloftede og trange kahytsrum ligger en ung britisk naturhistoriker i et virvar af saltkrøllede notesbøger og kæmper en ulige kamp mod kvalmereflekserne ovenpå endnu en omgang søsyge og en stikkende hjemve.

Hvad den unge brite ikke ved, er, at den fantastiske øgruppe, sejlskibet om lidt ankrer ved, kommer til at ændre hans tilværelse og ikke mindst skubbe gevaldigt til tidens dominerende verdensbillede.

Hjemsted for unikt dyreliv

Foto: Shutterstock

Den unge mands navn er Charles Darwin og øgruppen Galápagos.

Og selvom det snart er 200 år siden, at unge Darwin kravlede halvsløj ud af sin mørke kahyt og opdagede det enestående dyreliv, der blev en del af ingredienserne til hans banebrydende livsværk ’On the Origin of Species’, står Galápagos stadig tilbage som vært for noget af det smukkeste og mest uberørte dyre- og planteliv på vores planet.

Vi tager dig med på opdagelse blandt nogle af de mange spektakulære skabninger, du kan opleve i øgruppens enestående og mangfoldige fauna.

>>Få en enestående mulighed for at opleve Galápagos unikke dyreliv helt tæt på.

1. Havleguanen

I videoen kan du se, hvordan havleguanen svømmer rundt under havets overflade.

Det er svært at sige Galápagos uden også at sige havleguan.

Galápagos-øerne er nemlig berømte for deres karakteristiske havreptiler, der ikke blot er unikke for øgruppen, men også er de eneste leguaner i verden, der svømmer rundt under havets overflade.

Oprindeligt havde leguanen ikke forbindelse til havets dyb, men kan være kommet til øgruppen med drivtømmer og siden tilpasset sig de nye omgivelser.

Havleguanen har blandt andet udviklet en særlig evne til at sænke sin hjerteslags-frekvens til omkring det halve for at indordne sig havets temperatur og udskille saltvandet fra kroppen gennem særlige kirtler.

2. Galápagos-søløver

Undskyld, må jeg sidde her? Søløverne på Galápagos kan være yderst nysgerrige og kontaktsøgende.

Når du ligger og slikker solens varme stråler på en af Galápagos-øernes mange kridhvide sandstrande, skal du ikke blive overrasket, hvis en legesyg koloni af larmende søløver stikker vejen forbi.

Søløver har nemlig altid været en synlig del af øernes smukke kyststrækninger, stier og klippeformationer, og for mange turister står mødet med de nysgerrige pattedyr tilbage som en af turens helt store oplevelser.

>>Lad et håndplukket hold af eksperter føre dig gennem Galápagos vilde dyreliv og mangfoldige natur.

3. Galápagos-skildpadder

I videoen kan du komme helt tæt på en af de såkaldte kæmpeskildpadder.

Galápagos er skilpaddernes hjemmebane, hvilket allerede kommer til udtryk i navnet, der stammer fra det spanske Galapago og betyder saddel, som henviser til ligheden mellem de store Galápagos-landskildpadder og en spansk saddel.

De første Galápagos-øer blev dannet ved vulkansk aktivitet for omkring fem millioner år siden, og man mener, at nogle af de første skabninger, der befolkede øerne, var landskildpadder, som højest sandsynligt kom drivende til øerne med havstrømmene fra Sydamerika.

I dag lever mellem 15-17.000 skildpadder på Galápagos-øerne fordelt på 11 underarter. Blandt andet de berømte kæmpeskildpadder, der kan mønstre en kropsvægt på op mod 270 kilo og en levetid på 120 år.

4. Galápagos-høgen

Foto: Shutterstock.

Den store Galápagos-høg, som kun findes på Galápagos-øerne er som art mere end 300.000 år gammel og kendt for at være det eneste oprindelige rovdyr, der stadig bebor øerne.

Med et vingefang på op mod halvanden meter svæver høgen med majestætisk ophøjethed over øernes forskelligartede landskab i en frygtløs jagt efter blandt andet finker, mus og firben.

5. Blåfodede suler

I videoen kan du se de blåfodede sulers velkoreograferede slowdans.

Det sjove navn fortæller næsten det hele.

Dette finurlige dyr med de karakteristiske blå fødder er en af de mange oplevelser, man ikke må gå glip af som gæst på Galápagos-øerne.

Føddernes farve er resultatet af sulernes diæt, der består af frisk fisk, og kan opleves i fuld flor, når hannerne forsøger at charmere hunnerne med en velkoreograferet parringsdans.

De blåfodede suler er ikke endemiske for Galápagos, men omkring halvdelen af verdens bestanddel findes her.

>>Rejs i Darwins fodspor på et 10-dages ekspeditionskrydstogt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: