Stromatolits, Australia

Livet begyndte måske med rna

8. maj 2012 af Helle & Henrik Stub

Begge teorier tumler med samme fundamentale problem: Dna styrer dannelsen af proteiner, men på den anden side er proteiner nødvendige for at skabe dna.

Det dilemma er en slags kemiens udgave af hønen og ægget og kan måske besvares på nogenlunde samme måde: Det er evolutionen, der bestemmer. Spørgsmålet er nu, om det er muligt at forestille sig en form for molekylær evolution, hvor små molekyler i en lang række små skridt kan udvikle sig til større molekyler, der kan indsamle og lagre information.

Det er en moderne måde at anskue darwinismen på, for livets udvikling er baseret på, at levende organismer reagerer på information fra omgivelserne og på den måde tilpasser sig. Det har ført til en række teorier om, at livet er begyndt alene med rna, der kan virke både som datalager og som katalysator for proteinproduktion – og har udviklet sig videre herfra til det komplekse dna-baserede liv, der befolker Jorden i dag.

Den centrale forskel mellem, om livet er opstået på Jorden eller kommet udefra, afhænger af, hvor hurtigt og let molekyler som rna og dna bliver dannet. Hvis processen er vanskelig eller kræver andre forhold end dem, den unge Jord kunne byde på, skal svaret findes ude blandt stjernerne. For i selve universet, eller bare i vores galakse, Mælkevejen, er der meget mere plads og tid til, at livet har kunnet udvikle sig end på Jorden.

Astronom undeersøger Mælkevejens støvskyer

Den britiske astronom Fred Hoyle begyndte i 1980’erne at undersøge universet for betingelserne for liv. Hans udgangspunkt var de enorme støvskyer, der findes i Mælkevejen. Ved at spektralanalysere disse støvskyer for at se deres sammensætning fandt han ud af noget opsigtsvækkende.

Standardteorien var dengang, at støvpartiklerne var opbygget af grafit og is, men Hoyles medarbejder Chandra Wickramasinghe havde observeret nogle infrarøde spektrer, som viste, at der var mere end blot grafit og is i støvskyerne. Opdagelsen førte til en diskussion om muligheden for, at støvpartiklerne var opbygget af organiske stoffer.

Hoyle og Wickramasinghe kom frem til, at de infrarøde spektrer bedst kunne forklares, hvis partiklerne i virkeligheden var frysetørrede bakterier. Opdagelsen blev mødt med foragt i den astronomiske verden, der i al hast tog afstand til Hoyles banebrydende teori.

Bedre blev det ikke, da Hoyle gik endnu videre ved at foreslå, at nogle epidemier på Jorden måske skyldtes bakterier og virus, der var kommet til Jorden på kometrester og meteorer fra andre steder i Solsystemet eller det ydre rum.

Bakterier kan overleve i rummet

I dag har debatten om panspermia fået en anden drejning. Vi har fundet meteorsten på Jorden, som stammer fra Mars, og det er nok bare et spørgsmål om tid, før vi finder meteorsten, som stammer fra Venus. De er dannet ved, at stykker af overfladen på Mars eller Venus er blevet slået løs og slynget ud i rummet som følge af store meteornedslag.

Tilsvarende er stykker fra Jorden blevet slynget ud og faldet ned på både Mars og Venus. Det betyder, at Jorden, Mars og Venus lige siden Solsystemets dannelse har udvekslet stof. Hvis livet er opstået på bare en af disse tre planeter, er der næsten ingen tvivl om, at dette liv er blevet overført til de to andre – mikroorganismer kan sagtens overleve en lang rumrejse, hvis de ligger godt beskyttet inde i en meteor.

Sandsynligvis har både Mars og Venus i Solsystemets barndom haft lige så gode muligheder for liv som Jorden – så vi kan ikke engang være sikre på, om vi stammer fra Jorden eller i virkeligheden er tilflyttere fra en af vores naboplaneter.

Og måske er livet slet ikke opstået i vores solsystem. Det kan jo være, at livet er kommet her til vores hjørne af galaksen fra endnu fjernere egne af rummet.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: