Mars Curiosity Rover illustration

Svaret skal findes i rummet

8. maj 2012 af Helle & Henrik Stub

De fleste forskere støtter teorien om, at livet er opstået på Jorden. Det skyldes i høj grad, at teorien kan underbygges ved laboratorieforsøg. For hvis vi kan skabe levende celler i et laboratorium, er det et stærkt tegn på, at livets opståen er en logisk følge af naturlovene – også selvom vi ikke forstår alle detaljerne.

På den anden side har tilhængerne af panspermia-teorien det meget stærke argument, at Jorden faktisk har udvekslet meteorer med i alt fald naboplaneterne Venus og Mars. Jorden har altså ikke været biologisk isoleret, og det gør i hvert fald en lokal form for panspermia sandsynlig. Vi kan nemlig ikke afvise, at bakterier gemt i meteorer eller kometer er kommet til os fra rummet.

Teorien vil helt sikkert blive svækket, hvis fremtidens udforskning af kometer og planeter ikke finder tegn på liv.

Svaret på det evige spørgsmål skal nemlig findes i rummet. Rumsonden Stardust har allerede udforsket kometen Wild 2 og fundet organiske stoffer, der er ved at blive analyseret. Men det bedste bud på en afgørelse er Curiosity-roveren, der snart begynder at udforske Mars.

Stardust

Teori 1 Tilflytter: Livet kom til Jorden fra det ydre rum Jorden var ikke et rart sted: For 3,5 milliarder år siden var Jorden et ugæstfrit lavahav, hvor liv havde svære betingelser.

Mars havde bedre betingelser: I modsætning til Jorden var Mars dengang et mildt sted, hvor livet kunne trives.

Bakterier kan rejse i rummet: Gemt i en meteor eller komet kan mikroorganismer rejse i rummet. Meteorer fra Mars er landet på Jorden, og måske har de medbragt liv. Forskerne er uenige, men hvis det er rigtigt, er det et stærkt bevis.

Kunstigt liv er endnu ikke skabt: Det er ikke lykkedes forskerne at skabe kunstigt biologisk liv i laboratoriet endnu. De har kun kunnet skabe byggestenene.

Fred Hoyle

Teori 2 Indfødt: Kemisk cocktail skabte livet på Jorden Evolutionen starter ved molekylerne: Alt liv på Jorden er et resultat af evolution. Derfor er broen mellem livløst stof og livet måske også et resultat af en evolution.

Dna gør Jorden til livets vugge: Vi er alle opbygget af de samme aminosyrer. Hvis livet kom udefra, ville der være en langt større forskellighed på Jorden.

Aminosyrer er blevet skabt kunstigt: Ved at tilføre elektricitet til en suppe af gasarter som den på den tidlige Jord har forskere skabt aminosyrer i laboratoriet.

Jorden har de rette betingelser: De andre planeter i Solsystemet er ugæstfrie steder, hvor liv er usandsynligt. Jorden ligger i et “sweet spot”, hvor liv kan trives.

Harold Urey

Konsekvenserne

Teori 1 Tilflytter: Der findes primitivt liv i universet Hvis livet er spredt i universet via meteorer og kometer, er det sandsynligt, at i hvert fald mikroskopisk encellet liv findes mange steder. Men når man ser på det enorme tidsrum, det tog for Jorden at komme fra encellet liv til dyr og planter, er teorien ikke noget argument for, at det vrimler med højtudviklet liv og civilisationer andre steder. Det afhænger også af, om spredningen af liv holder sig inden for et enkelt solsystem, eller om det også kan overføres mellem stjernerne.

Teori 2 Indfødt: Livet kan være en sjældenhed Er livet opstået på Jorden, kan det i teorien også opstå andre steder. Men der er ikke så mange gode argumenter for, at der rent faktisk er liv andre steder. Livets oprindelse her på Jorden kan nemlig være en utrolig sjælden hændelse.

For at afgøre om liv findes andre steder, er det nødvendigt at forstå, hvilke forhold på den unge Jord der var afgørende for, at livet kunne opstå. Vi kan bruge denne viden i vores søgen efter liv på andre planeter og få afklaret, om det er opstået uafhængigt af livet på Jorden.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: