Svalbard longread 01

Monstre indtog havet efter dommedag

For 252 millioner år siden indtraf en katastrofe, der udryddede 90 pct. af alt liv. Nu vil en norsk palæontolog rejse tilbage til tiden lige efter dommedag og se, hvordan livet genvandt fodfæstet og udviklede sig til havets mest effektive dræbere.

17. november 2017

”Jeg ved, det er her et sted.”

Palæontolog Jørn Hurum søger i en imponerende høj stak af blade, papirer og videnskabelige tidsskrifter, der vakler faretruende under manøvren.

Vi er på Oslos Naturhistoriske Museum, hvor Norges berømte havmonsterjæger holder til i et hyggeligt kontor, som det kræver en stedkendt at finde rundt i.

“Her er det!” udbryder Hurum triumferende og fisker et geologisk tidsskrift frem.

Han blader frem til siderne, der beskriver et af de mange opsigtsvækkende fund, han har gjort af svane- og fiskeøgler, de forhistoriske havmonstre, som piskede vandene til skum på det sted, hvor øgruppen Svalbard i dag ligger.

De havlevende krybdyr eksisterede samtidigt med dinosaurerne, og Hurums udgravninger har afsløret flere nye arter, der regerede for 150 til 140 mio. år siden.

Men nu vil han endnu længere tilbage – til tiden efter dengang, næsten alt liv på kloden blev udryddet under en katastrofe af bibelske dimensioner. Det tætteste, Jorden endnu har været på dommedag – den såkaldte perm-trias-masseudryddelse for 252 millioner år siden.

En udgravningssæson på Svalbard er ikke for de sarte. Jørn Hurum og hans hold må med håndkraft hale de tonstunge, gipsindstøbte fossiler op af udgravningstedet.

Øerne blev sandblæst

Da Illustreret Videnskab er på besøg, er Hurum lige vendt hjem fra endnu en udbytterig fossiljagt på Svalbard, palæontologernes svar på guldgravernes Klondyke: en gold arktisk ødemark, hvor det kræver hårdt arbejde at bryde gennem permafrosten, men hvor chancen for gevinst er stor.

Øgruppen, der ligger kun 1300 kilometer fra Nordpolen, har været havbund gennem næsten hele Jordens historie, og aflejringen af sand og grus er sket i velordnede lag.

Klipperne har haft fred for ødelæggende plante- og trærødder, eftersom 60 procent af Svalbard er isdækket, og de øvrige 40 procent kun er meget sparsomt bevokset. Samtidig er fjeldsiderne blevet sandblæst af stærke arktiske vinde med skiferkorn i.

Resultatet er lettilgængelige, ubrudte geologiske lag, der rummer en helt uhørt artsrigdom af fossiler.

Mød Jørn Hurum på Svalbard

Vil du med på fossiljagt på Svalbard med den norske palæontolog, Jørn Hurum? Nu har du chancen!

Tag med Illustreret Videnskab på et unikt oplevelses-krydstogt ombord på det historiske skib MS Nordstjernen.

Øgle var 45 tons tung

De første Svalbard-fossiler af havøgler blev allerede fundet for 150 år siden. Men en egentlig organiseret havøglejagt begyndte først i 2004, da Hurum, et par forskerkolleger og en lille hær af frivillige slog lejr på Janusfjeldet på vestsiden af hovedøen Spitsbergen.

Udgravningerne afslørede hurtigt, at fjeldet er en enestående tidsmaskine – klipperne bugner ganske enkelt af fossiler.

I løbet af otte udgravningssæsoner har Hurum og hans hold fundet over 40 fiske- og svaneøgler fra juratiden. Et af de mest opsigtsvækkende var en 13 meter lang og 45 tons tung dræbermaskine med et bid fire gange kraftigere end Tyrannosaurus rex’.

Monsteret var en såkaldt pliosaur, der i 2012 blev navngivet Pliosaurus funkei, opkaldt efter ægteparret, der deltog som frivillige under udgravningssæsonen.

En anden fossil berømthed fra udgravningerne er det mest komplette skelet af de delfinlignende fiskeøgler, der nogensinde er fundet i Arktis – kun en lille del af halefinnen på det fem en halv meter lange pragteksemplar mangler.

I alt er ca. 15 tons fossiler udgravet med håndkraft, indkapslet i gips, transporteret til Svalbards hovedby, Longyearbyen, med helikopter og siden sejlet til Oslo.

Her i kælderen under Hurums kontor ligger nu bunker af gipsindkapslede fossiler, som det vil tage flere livstider at rense, undersøge, lime sammen og dokumentere.

Den gamle verden blev udslettet

Nu er tiden kommet til at forlade juratiden og søge endnu længere tilbage – til dengang, livet blev slået tilbage til start ved masseudryddelsen over dem alle, også kaldet den store død.

“Mange forsker i, hvad der var årsag til katastrofen. Vi er mere interesserede i, hvordan livet gjorde comeback efter næsten at være blevet udslettet fuldstændigt,” siger Jørn Hurum.

På tidspunktet for katastrofen var alle landmasser samlet i superkontinentet Pangæa, der var centreret omkring ækvator – Svalbard lå i den nordlige ende af kontinentet omtrent på højde med nutidens Spanien.

Kloden var dengang befolket af forunderlige skabninger som fx Lystrosaurus, der havde et skildpaddeformet hoved og griselignende krop, og den bjørnestore Gorgonopsia, der kunne fremvise de første sabeltænder i klodens historie.

I luften over sumpene huserede to meter lange guldsmede, mens verdensoceanet var befolket af primitive fisk og trilobitter, der mindede om forvoksede bænkebidere.

Kloden summede med andre ord af liv, da katastrofen ramte for 252 millioner år siden og med et slag gjorde en ende på 96 pct. af alt liv i havet og 70 pct. af livet på landjorden.

Øglejægerne på Svalbard har vristet over 40 fossiler af havøgler fri af permafrosten. En af juvelerne i samlingen er et næsten komplet eksemplar af en fem en halv meter lang fiskeøgle.

Lag er sorte og livløse

Den førende teori lyder, at ragnarokket blev udløst af et gigantisk vulkanudbrud i det, geologerne kalder De Sibiriske Trapper – et forhistorisk område, der dækkede et areal på størrelse med nutidens Vesteuropa.

Udbruddet pumpede atmosfæren fuld af giftige gasser, hvilket igen førte til mørklægning af Jorden, ætsende syreregn og en ødelæggende global forurening.

Jorden har været ramt af i alt fem masseudryddelser. Men ingen af de øvrige fire kom i nærheden af perm-trias-katastrofen, selv ikke den, der udryddede dinosaurerne for 65 millioner år siden.

For første gang siden deres skabelse blev klodens livgivende skove og koralrev udslettet. Og over halvdelen af de hårdføre insektfamilier, som ellers knap nok ænsede de øvrige katastrofer, gik til grunde.

De geologiske lag fra dengang er sorte og livløse – vidnesbyrd om det bogstaveligt talt mørkeste kapitel i Jordens historie, hvor kun de mest specialiserede organismer formåede at overleve.

Ved hjælp af et kinesisk fund har forskerne kunnet rekonstruere, hvordan livet langsomt generobrede verden.

Tag med Illustrereret Videnskab til Svalbard

|

I Yunnanprovinsen i det sydlige Kina har et hold af britiske, australske og kinesiske palæontologer afdækket over 20.000 fossiler fra tiden efter masseudryddelsen.

Fossilerne afslører, at det tog ti millioner år, før balancen var genskabt, og alle arter havde fundet deres plads i triastidens nye fødekæder – over dobbelt så lang tid som efter Jordens øvrige katastrofer.

Fundene viser, at flere af den gamle verdens indbyggere aldrig kom sig, blandt dem trilobitterne og rovdyr som den sabeltandede Gorgonopsia. Andre af permtidens kendinge kunne til gengæld brede sig, bl.a. “griseskildpadden” Lystrosaurus, der blev forfader til de første pattedyr.

De såkaldte ammonitter genindtog også havene, mere artsrige end før. Faktisk udviklede de skalbærende blæksprutter sig så hurtigt, at palæontologerne i dag kan tidsbestemme geologiske lag ved at artsbestemme de fossile blæksputter, som findes i dem.

Ammonitterne fik selskab af helt nye arter som søstjerner og søpindsvin, og da først havets fødekammer var fyldt, kunne de urgamle hajer igen brede sig i toppen af fødekæden. Men de var ikke længere alene.

I trias fik de selskab af havets nye herskere, havøglerne.

På jagt i nye fossillag

De kinesiske udgravninger viser, hvordan evolutionen udfoldede sig ved ækvator efter katastrofen. Men endnu har forskerne til gode at få samme detaljerede indblik i opblomstringen i det nordlige Pangæa.

Derfor har Jørn Hurum nu forladt Janusfjeldets juraklipper til fordel for triaslagene i Flowerdalen, opkaldt efter den britiske zoolog sir William Henry Flower.

Dalen giver adgang til 13 millioner års ubrudte geologiske lag fra før, under og efter katastrofen og kan være det nordlige svar på de kinesiske fund.

“Vi vil tilbage og finde fiskeøglernes forfader, det mystiske væsen, der opgav det besværlige liv på land og stod til søs – der må findes en overgangsform, som ligner en krydsning mellem en krokodille og en delfin,” siger Hurum.

Og måske han allerede har fundet, hvad han søger. I 2015 fandt øglejægerne over 700 fossilfragmenter i Flowerdalen, som nu afventer nærmere undersøgelser i magasinet i kælderen under Jørn Hurums kontor – flere af dem kan meget vel stamme fra helt nye arter.

Flowerdalen har allerede leveret sin første overraskelse i form af kæbefragmenter fra en af triastidens særlinge, havøglen Omphalosaurus.

Palæontologerne kender kun lidt til det gådefulde dyr, men kæbefundet beviser nu, at det i hvert fald var udstyret med et imponerende tandsæt, der stak ud i alle retninger – også gennem overkæben. Ifølge Hurum havde Omphalosaurus et udseende, som “kun en mor kunne elske”.

Krybdyr blev havets konger

I Jordens geologiske middelalder regerede øglerne i havene – blandt dem alle tiders mest frygtindgydende rovdyr. Mens dinosaurerne fik landjorden til at gungre, erobrede havøglerne havene.

Først indtog den delfinformede fiskeøgle oceanerne, hvor den mæskede sig i fisk og en tidlig form for blæksprutter med skal. I slutningen af triastiden fik fiskeøglerne selskab af de lang- og korthalsede svaneøgler – sidstnævnte blev havenes mest frygtede jægere.

Alle havøglerne havde lunger og måtte til overfladen for at trække vejret, og i modsætning til de æglæggende dinosaurer fødte de levende unger.

KRIDT-TIDEN 145-66 millioner år siden

Tonstunge rovøgler spredte terror i dybet

For 140 millioner år siden levede det drabeligste rovdyr, der nogensinde har eksisteret i havene – et monster, som slugte fiskeøgler på størrelse med voksne mænd, var lige så lang som en bus og havde et tre meter langt hoved og 30 cm lange tænder.

Pliosaurus funkei tilhørte gruppen af korthalsede svaneøgler (pliosaurer), som sammen med hajerne udgjorde toppen af fødekæden i jura- og kridttiden. Svaneøglerne uddøde samtidigt med dinosaurerne for 65 millioner år siden.

JURA-TIDEN 201-145 millioner år siden

Svaneøgler havde 70 halshvirvler

De langhalsede svaneøgler (plesiosaurer) udviklede sig fra landlevende krybdyr for cirka 210 millioner år siden. De mest langhalsede havde 72 halshvirvler – langt de fleste pattedyr, inklusive giraffen, kan kun præstere syv.

Øglerne svømmede med for- og bagluffer, omtrent på samme måde som en pingvin – bare med to sæt luffer. Den store krop blev styret af en ganske lille hjerne.

En plesiosaur på syv meter kunne have et hoved, der ikke var større end en str. 42-sko.

TRIAS-TIDEN 252-201 millioner år siden

Fiskeøgler havde dyrerigets største øjne

De delfinlignende fiskeøgler (iktyosaurer) havde deres storhedstid i triastiden, hvor de største eksemplarer kunne blive op til 23 meter.

På trods af deres navn og form har de intet tilfælles med fisk, og norske palæontologer vil nu jagte deres landlevende krybdyrsforfader på Svalbard.

De smidige jægere havde de største øjne, palæontologerne endnu er stødt på blandt hvirveldyr – rekorden er 26 cm i diameter. De lysfølsomme øjne gjorde det formentlig muligt for fiskeøglerne at jage deres byttedyr i buldermørke på stor dybde.

Fiskeøglerne uddøde for 80 mio. år siden.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: