nb_u48 Mammoth

Nyt fund bringer os tættere på mammut-kloning

Forskerne mangler kun én brik for at kunne genoplive en mammut, nemlig intakt dna. Nyt fund kan bringe liv til drømmen.

27. november 2014 af Carsten Nymann

En mørkerød væske sev ud fra såret, da forskerne i 2013 forsigtigt skar et snit i vævet på, hvad der nu betegnes som verdens mest velbevarede mammut.

En obduktion bekræfter nu, at det var blod, som piblede ud af den store mammut-hun, som i 28.000 år har siddet fanget i permafrosten på den sibirske ø Maly Lyakhovsky Island.

Dermed er jagten nu gået ind på, hvad der for mange palæontologer er den hellige gral, nemlig en celle, som rummer hele mammuttens genetiske instruktionsbog – det såkaldte genom.

Mammut følger i sporet på bjergged

En celle med en intakt cellekerne og komplet dna-register er nemlig den sidste tilbageværende brik i puslespillet, som forskerne mangler for at kunne klone sig frem til en nulevende mammut.

Al teknologien er på plads i dag, hvor videnskabsfolk allerede har haft held med at klone nulevende får og hunde og endda genoplive en uddød bjergged, omend sidstnævnte døde efter syv minutter.

Mammut skal udruges af elefant-mor

Finder forskerne en intakt cellekerne fra en mammut, kan den indsættes i ægcellen fra en elefant, hvorefter et foster vil begynde at udvikle sig.

Fosteret sættes herefter op i elefantens livmoder, og hvis alt går efter planen, vil elefanten nedkomme med en mammutunge efter 22 måneder.

Processen er dog langt fra så simpel, som den lyder.

Et af argumenterne imod et sådant forsøg er, at forskerne vil blive nødt til at udsætte et antal truede asiatiske elefanter for livsfare ved at lade dem agere rugemødre.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: