Plesiosaurus

Svaneøgler fødte levende unger

For første gang har forskere fundet en svaneøgle med et foster.

En 78 mio. år gammel svaneøgle med et stort foster afslører, at dinosaurtidens store havlevende rovdyr ikke lagde æg, men blev gravide og fødte levende unger.

Det løser en næsten 200 år gammel gåde om, hvorvidt svaneøglerne kravlede op på land for at lægge æg som fx havskildpadder, eller om de fødte levende unger i havet ligesom hvaler.

Palæontologer fra Marshall University og Natural History Museum of Los Angeles i USA studerede en svaneøgle, da de fik øje på et virvar af små knogler inden i den 4,7 meter lange svaneøgle.

Plesiosaurus phossil

En grundig analyse viste, at knoglerne var et lille dyr af samme art, og da der ikke er tegn på bid, er forskerne overbevist om, at det er et foster og ikke et måltid. Knoglerne er da også små og bløde, og ungen er højst to tredjedele færdigudviklet.

Mange krybdyr lægger æg, men adskillige andre føder faktisk levende unger, og det gjaldt også flere af svaneøglernes nære slægtninge. Men mens de andre øgler føder mange små unger, adskiller svaneøglen sig overraskende ved kun at føde én stor unge.

Det betyder formentlig, at svaneøglerne har haft en stærk yngelpleje. Det kan desuden pege i retning af en social adfærd i stil med den, man ser hos hvaler som fx delfiner, som tager sig af deres afkom længe og lever i tætte grupper.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: