En igangværende udgravning ved pyramiden Huaca Pucllana i Peru.

© Municipalidad de Miraflores // Flickr

Blåøjet mumie udgravet i Peru

Den første uberørte grav med rester af huari-folket er fundet. Den er 1300 år gammel.

1. september 2009

I det ældgamle pyramideområde Huaca Pucllana midt i den peruvianske hovedstad, Lima, har arkæologer gjort et meget usædvanligt fund: en cirka 1300 år gammel grav, der rummer resterne af fire mennesker – tre voksne og et barn. 

Kønnet på to af de voksne er endnu ikke bestemt, men den tredje er en mumificeret kvinde, som arkæologerne fandt siddende sammenkrøbet i graven. Hun var iført seks lag tøj og bar en meget speciel dødsmaske med to store og stirrende, blå øjne. 

Graven stammer fra huari-kulturen, også kaldet wari, som var inkaernes forfædre i Perus centrale højland. Huari var en hurtigt ekspanderende præstestat, der blomstrede omkring 500 e.Kr. til 1000 e.Kr. med udgangspunkt i hovedstaden Huari Wakaurara, der ligger nær den nuværende by Ayacucho i den sydlige del af de peruvianske Andesbjerge. Herfra kom huarierne vidt omkring, fra Cajamarca i nord til Moquegua i syd via et vidt forgrenet netværk af veje. 

Menneskebarn var offergave

Eftersom den kvindelige mumie var iført en ornamenteret dødsmaske, mener arkæologerne, at hun sandsynligvis tilhørte overklassen. Ved hendes side lå et væld af gravgaver i form af keramikgenstande og tekstiler.

Barnet, som er fundet i graven, var sandsynligvis også en offergave til kvinden, for tidligere gravfund har afsløret, at voksne huarier ofte var ledsaget af små børn eller unge piger i døden. 

Gravfundet er faktisk en sensation i sig selv, da det er første gang, arkæologerne har opdaget en intakt huari-grav. Det har pludselig givet forskerne en helt enestående chance for at få et indblik i huariernes gravskikke. 

Alle de mange grave, arkæologerne tidligere har fundet, har enten været ødelagt helt eller delvist eller plyndret af gravrøvere på jagt efter rigdomme efterladt af det gamle folk.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: