clovis

Clovis-folket spiste kameler og bjørne

13.000 år gammelt værktøj med proteinrester sladrer om menuen.

14. september 2009

Kamel, hest, får og bjørn. Hele denne brogede skare af dyr var på spisesedlen hos clovis-folket, der levede i Nordamerika for 13.000-13.500 år siden. Den nye viden om det gamle folks spisevaner er fremkommet via analyser af 83 stenredskaber fundet ved et tilfælde på en gård nær Boulder i Colorado.

Knap en halv meter under jordens overflade afdækkede en ganske almindelig skovl et af de vigtigste fund nogen sinde fra clovis-perioden. Stenredskaberne er alle blevet biokemisk analyseret, og det afslørede rester af proteiner fra de nævnte dyr. Det er dog ikke muligt at sige, hvilke underarter af de pågældende dyr proteinresterne stammer fra.

Det er første gang nogen sinde, at man finder rester af kamelprotein fra clovis-perioden, mens der kun en gang tidligere er fundet hesteprotein på redskaber fra den tid. I alt er der blot gjort en lille håndfuld større fund af redskaber fra clovis-kulturen.

Kniv fra mesterens hånd

De 83 redskaber af flint tæller både knive, økser og skrabeværktøj. Et af dem, en imponerende dobbeltsidet, oval kniv, har så stor lighed med en kniv fundet i nationalparken Yellowstone, at Douglas Bamforth, professor i antropologi ved University of Colorado i Boulder, er sikker på, at de er fremstillet af samme knivmager.

Ifølge Bamforth har de 83 redskaber ikke været rørt i mange tusind år, og han er sikker på, at de er blevet gemt noget senere, end de er fremstillet. Den eller de personer, der gemte dem, har formentlig regnet med at kunne komme tilbage efter dem, men er blevet forhindret. Måske er ejeren død, før han kunne hente sin “værktøjskasse”.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: