2014/12 Farao

Gåden om Tutankhamons strittende penis opklaret

Ny teori foreslår, at drengekongen Tutankhamon blev mumificeret med en strittende penis, fordi han skulle ligne dødsguden Osiris.

Den mumificerede drengekonge Tutankhamon blev for omkring 3300 år siden stedt til hvile med en erigeret penis, der strittede i en vinkel på 90 grader ud fra kroppen. Det har længe undret forskerne.

Men en ny opsigtsvækkende teori fremsat af egyptologiprofessor Salima Ikram fra universitetet i Cairo giver et bud på penis-mysteriet.

Ifølge Ikram var rejsningen næppe tilfældig, men et bevidst forsøg fra balsamørernes side på at få faraoen til at ligne Osiris, underverdens gud og dødsrigets hersker.

Hjertet skåret ud og huden farvet sort

Erektionen var en hentydning til Osiris’ forplantningsevne, formoder Ikram, der også har fundet andre tegn på, at balsamørerne ønskede at få den døde konge til at fremstå som dødsherskeren. Eksempelvis var hans krop dækket af sort olie, som gjorde huden mørk som Osiris’.

Hjertet var desuden skåret ud af kroppen. Det manglede hjerte var ifølge Ikram en reference til myten om, hvordan Osiris blev dræbt af sin bror Seth, der parterede Osiris og begravede hans hjerte.

Opgør med faderen

Salima Ikram mener, at hentydningerne til Osiris var tænkt som en protest mod den religiøse revolution, som Tutankhamons far Akhnaton havde forsøgt at gennemtvinge.

Akhnaton havde ophøjet solskiven til rigsgud og beordret statuer af alle andre guder tilintetgjort. Men da Tutankhamon besteg tronen, lod han Egypten vende tilbage til den traditionelle religion med mange guder.

I døden blev Tutankhamon ifølge teorien fremstillet som Osiris som en sidste understregning af opgøret mod faren og dennes modstand mod de gamle guder.

Penis brækket af

Tutankhamons grav blev fundet i Kongernes Dal i 1922 af den britiske arkæolog Howard Carter. Men den kongelige, mumificerede penis brækkede af kort efter opdagelsen og er nu forsvundet.

Læs mere om Egyptens nyfundne discountkonge

Egyptologer bliver ved med at gøre overraskende fund både i Kongernes Dal og i ruinbyen Abydos. Faktisk har et forskerhold nu fundet de jordiske rester af en konge fra et hidtil ukendt dynasti af faraoer i Abydos.

Abydosdynastiet var angiveligt klemt inde mellem to rivaliserede kongedømmer og rådede, i modsætning til konger som Tutankhamon, ikke over store rigdomme.

Læs hele artiklen om discountfaraoen Senebkay online ved at klikke på knappen herunder.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: