Hvad er historien bag rosevinduer?

Katedraler i udlandet har ofte mindst ét rosevindue indbygget. Hvad skyldes det? Hvor stammer traditionen fra?

1. september 2009

Et rosevindue er et rundt vindue, hvor metalsprosser danner et mønster. Mønsteret stråler ud fra midten i en figur, der minder om kronbladene på en rose. Selve vinduet er tit et glasmaleri med bibelske fortællinger. Mønsteret kan også være hugget i sten, nogle steder bare som en niche i væggen. Den tidligste inspiration til det runde vindue er måske det italienske oculus (øje): et rundt hul i væggen eller loftet på en bygning. Hullet kan være åbent, som i Roms oldtidstempel, Pantheon, eller dækket af et lyst eller gennemsigtigt materiale. Et af de tidligst kendte rosevinduer er fra 700-tallets Italien. Inspirationen til vinduet kan også være kommet med korsridderne, der måske fik ideen fra et 700-tals-palads i Jordan, som har et rundt vindue med blomstermønster. De fleste europæiske rosevinduer optræder i gotiske kirker med spidsbuer og himmelstræbende tårne. Et af de bedst kendte eksempler sidder i facaden på Notre Dame-kirken i Paris, der er fra 1200-tallet. Selve vinduet er her, som mange andre steder, et glasmaleri. Det mest almindelige glasmotiv i rosevinduer er Dommedag. I disse vinduer sidder Jesus helt inde i midten omgivet af evangelister, apostle, profeter, helgener og engle. Andre rosevinduer viser Jomfru Maria med Jesus. Det var måske dette motiv, der sammen med kronbladsmønstret skabte navnet rosevindue, som stammer fra 1600-tallet. Jomfru Maria blev nemlig dengang ofte kaldt ”Den Mystiske Rose”.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: