Frank Conrad

Hvornår gik verdens første radiostation i æteren?

Radioen er jo en ældre opfindelse, men hvornår opstod den første radiostation? Og hvem stod bag den?

29. august 2011

Verdens første radioudsendelse fandt sted juleaften 1906, da radiotelegrafister på en række skibe på Atlanterhavet pludselig opsnappede den canadisk-amerikanske radiopioner Reginald Fessendens stemme og en kvinde, der sang Händels Largo.

I tiden frem til slutningen af første verdenskrig eksperimenterede mange med at sende meddelelser via hjemmelavede sender- og modtagerapparater. En af disse pionerer var ingeniøren Frank Conrad, der fra 1916 sendte musik og sportsnyheder fra sin hobbystation 8XK i en garage i Wilkinsburg i Pennsylvania.

Conrad var ansat hos det amerikanske elektrofirma Westinghouse Electric Company, der så potentialet i Conrads idé: Hvis radioapparater skulle kunne sælges, måtte kunderne have noget at høre. Westinghouse indgik derfor et samarbejde med Conrad om at etablere verdens første kommercielle radiostation, KDKA i Pittsburgh, Pennsylvania i USA.

Nyheder, musik, underholdning og reklamer

Den markerede et historisk vendepunkt, idet forretningsinteresser nu begyndte at overtage æteren fra amatørerne.

Stationen gik i æteren om aftenen den 2. november 1920 med en udsendelse, der indeholdt en blanding af nyheder, musik, underholdning og reklamer. I fokus var valgresultaterne fra opgøret mellem de to præsidentkandidater Warren G. Harding og James M. Cox, idet resultaterne løbende blev indtelefoneret til studiet og læst op. Flere tusind lyttere hørte udsendelsen, der markerede indledningen på den såkaldte broadcasting, altså radiospredning til offentligheden.

I årene efter var radioen inde i en rivende udvikling. Fra cirka 1930 var radioen et fuldt udviklet massemedie i USA – og godt på vej i resten af verden.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: