IS bomber tempel

IS fjerner verdensarv fra Jordens overflade

Den islamiske gruppe Islamisk Stat har nådesløst ødelagt et antikt tempel i ruinbyen Palmyra i Syrien. Templet, der var på UNESCO's Verdensarvsliste, modstod tidens tand i 2000 år - indtil IS kom forbi med en ladning sprængstof.

24. august 2015 af Karine Kirkebæk

Der er ikke enighed om, hvornår Baalshamin templet i den syriske by Palmyra er blevet sprængt, men der er enighed om, at det er sket.

Officielle syriske kilder siger, at den katastrofale ødelæggelse foretaget af Islamisk Stat (IS) fandt sted i søndags, mens den britiske organisation Syrian Observatory for Human Rights meddeler, at templet blev destrueret allerede for en måned siden.

Verdensarv pulveriseret med sprængstof

Byen Palmyra er en ruinby i det centrale Syrien, der siden maj været under IS’s kontrol. Byen har været på UNESCO’s Verdensarvsliste fra 1980 pga. dens velbevarede antikke ruiner og er et vigtigt arkæologisk område.

BBC citerer en officiel syrisk kilde for at sige, at IS har ødelagt templet ved at placerer en stor mængde sprængstof inde i templet, som de herefter antændte.

Templets indre blev ødelagt af eksplosionen, mens søjlerne uden for templet er kollapset.

Eksplosioner er ødelæggende

Er templet destueret med sprængstof, er det sandsynligvis styrtet fuldstændig sammen.

Bygninger styrter bl.a. i grus pga. den chokbølge med overlydshastighed, der opstår ved sprængstof-eksplosioner.

Sprængstoffer er kemiske stoffer, der har en ekstrem stor forbrændingshastighed. De virker på nogenlunde samme måde som, når brændsel under forbrænding frigiver energi. Men pga. den hurtige hurtige forbrændingshastighed sker det i stedet ved én kraftig eksplosion.

IS smadrer andre religioners symboler

Det nu ødelagte Baalshamin-tempel er næsten 2000 år gammelt og er en af de mest kendte bygninger i Palmyra. Den er et levn og stående bevis for græsk-romersk arkitektur og kultur.

Templet blev opført til den fønikiske gud for uvejr og regn, og blev udvidet under den romerske kejser Hadrians regeringsperiode i det 2. årh. e.Kr.

IS har indtil videre også ødelagt vigtige helligdomme i Irak og Libyen. Gruppen mener, at helligdomme, som fx statuer og templer fra andre religioner end Islam, bør destrueres.

IS truer Syriens rige fortidsminder

Så længe IS huserer, vil fortidsminder og arkæologiske skatte også være i farezonen. Således også ruinerne efter det lille, men rige, kongerige Qatna, hvor der bl.a. er gjort guldfund i de mange kongegrave. Læs mere om en af Syriens arkæologiske perler i vores artikel:

IS smadrer kulturarv

? I Irak har IS har ødelagt mindst 28 religiøse bygninger og de antikke byer Nimrud og Hatra.

? I Libyen har IS ødelagt helligdommen Sufi tæt på Tripoli.

? I Syrien har IS ud over Palmyra bl.a. også ødelagt antikke skulpturer i byen Ar-Raqqah.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: