Austrian jewelry

Haveejer finder stor smykkeskat

200 smykker fra middelalderen er dukket op i en have i Østrig.

29. august 2011

Der kan dukke de særeste ting op, når man begynder at rode i jorden. En østrigsk haveejer fandt således 200 guld- og sølvsmykker og -smykkedele fra middelalderen. Ringe, brocher, tøjnåle og bæltespænder prydet med perler, koraller og ædelstene samt dele af guld- og sølvfade og -skeer så dagens lys, da manden ville udvide sin havedam i Wiener Neustadt syd for Wien.

Smykkerne var dækket af jord, og haveejeren troede ikke, at der var tale om noget særligt. Derfor lagde han de opgravede metaldele ned i sin kælder, og først efter to år fandt han dem frem igen og kom til at tænke på, om de var noget værd. Haveejeren lagde nogle billeder af smykkerne på internettet og blev hurtigt herefter kontaktet af amatørarkæologer, der anbefalede ham at hidkalde det lokale museum.

Værdien er endnu ukendt

Skatten er nu kommet i myndighedernes varetægt, og forude venter flere års arbejde med bl.a. at bestemme renheden af det guld og sølv, genstandene er lavet af. Af samme årsag kan de østrigske konservatorer endnu ikke udtale sig om skattens økonomiske værdi.

Den arkæologiske værdi er der derimod ikke tvivl om. Der er kun gjort ganske få lignende fund i Østrig. I 1997 blev den såkaldte sølvskat fra Fuchsenhof fundet, men den var slet ikke af samme kaliber: Smykkerne var mindre prangende og beregnet til det almindelige borgerskab, mener arkæolog Thomas Kühtreiber, der dengang arbejdede med Fuchsenhofskatten. Wiener Neustadt-skatten, som anslås til at være fra perioden omkring 1250-1350, består derimod af smykker, som blev båret af samfundets top, vurderer Thomas Kühtreiber.

Der kan være forskellige grunde til, at skatten blev gravet ned, men et bud er, at den skulle beskyttes mod røvere. Arkæologerne ved, at der i middelalderen lå en vigtig handelsgade tæt på skattens fundsted. Så måske tilhørte skatten en handelsmand eller en guldsmed med butik i denne handelsgade.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: