aztec skulls

Aztekerne sætter ny rekord i menneskeofring

Makabert fund i Mexico er det hidtil største arkæologiske vidnesbyrd om blodigt ritual.

Blodet sprøjtede, og hovederne trillede på stribe, da aztekerne for ca. 500 år siden gennemførte et storstilet og makabert ritual i deres vigtigste tempel, Templo Mayor, i Mexico City. Ved en særlig offersten i templet – hvor aztekernes vigtigste ceremonier fandt sted – har arkæologer fundet 50 kranier og over 200 kæbeben. Ifølge forskerne stammer knoglerne fra én menneskeofringsceremoni, og fundet overgår dermed i antal alle tidligere fund af denne art.

Hovederne brugt i ceremonier

Kranierne og knoglerne stammer fra kvinder og mænd i alderen 20-35 år. Forskerne mener, at ofrene blev halshugget på offerstenen, hvorefter deres hoveder blev brugt til forskellige ceremonier.

Fem af kranierne var begravet under selve offerstenen, mens de andre lå i en stor bunke ovenpå. Kranierne under stenen havde fået banket store huller i tindingerne, så de kunne trækkes på en lang pind og udstilles på et enormt træstativ – en såkaldt tzompantli – ved siden af Templo Mayor.

"Nogle af de 45 kranier fundet oven på offerstenen var blevet bearbejdet for at lave kraniemasker. De blev imidlertid aldrig gjort færdige," forklarer arkæolog Raul Barrera, som har deltaget i udgravningen.

De mange knogler blev fundet under en omfattende restaurering af Templo Mayor, der ligger midt i Mexico City.

Munk: Aztekerne dræbte 80.000 ofre på én gang

Ifølge munken Diego Durán ofrede aztekerne 80.000 mennesker i løbet af én ofringsceremoni i 1487. Historikerne mener, at tallet er overdrevet, og anslår, at 500-700 mennesker blev ofret om året. Ved særlige lejligheder kunne op mod 20.000 ofres ad gangen.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: