Conquistadors

Inka-skeletter afslører de spanske erobreres brutalitet

Antropologer har fundet og undersøgt 258 skeletter fra inkaer, der døde for 500 år siden.

8. november 2010

Anført af Francisco Pizarro styrtede de europæiske erobrere i 1532-33 det mægtige Inkarige. Men hvor blodigt det gik for sig, har forskerne først nu fundet direkte beviser for.

På to inkakirkegårde cirka 12 kilometer sydøst for den peruvianske hovedstad Lima har antropologer under ledelse af Melissa Murphy fra University of Wyoming fundet og undersøgt 258 skeletter af voksne inkaer, der omkom for cirka 500 år siden.

Knap hver femte skelet bærer tydelige vidnesbyrd om brutal og dødbringende vold forårsaget af blandt andet køller, morgenstjerner, krigshammere, lanser og skydevåben. Ansigter er blevet smadret, ribben er blevet knust, og kranier er blevet gennemboret af projektiler og stikvåben. Disse kvæstelser udgør endda formentlig kun toppen af isbjerget. Læsioner i blødt væv kan ikke ses, så omfanget af skader har sandsynligvis været massivt.

Inka cranium

Ifølge Melissa Murphy repræsenterer de hårdt kvæstede knogler et katalog over brutale og smertefulde måder at komme af dage på. Men det overrasker hende, at ingen af inkaerne på kirkegårdene tilsyneladende er faldet for spaniernes sværd.

Ifølge historiske dokumenter fra 1500-tallet var sværdet det spanske militærs foretrukne våben i den nye verden. Så fraværet af læsioner fra dette kampvåben tyder på, at gerningsmændene ikke var soldater, men spanske lykkeriddere, der i håbet om at finde guld og andre rigdomme hjalp Pizarro med at nedkæmpe inkaerne.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: