Gladiator school

Stor gladiatorskole er fundet i Østrig

Radar har afsløret stort ruinkompleks under jorden i nærheden af Wien.

13. januar 2012

Uden så meget som at stikke en spade i jorden har et internationalt forskerhold fra det østrigske Ludwig Boltzmann Institut gjort en spektakulær opdagelse i den østrigske muld. Ved at skanne jorden med en avanceret, jordgennemtrængelig radar har forskerne lokaliseret de velbevarede rester af en enorm skole for romerske gladiatorer cirka 20 km øst for Wien.

Skolen var en del af Carnuntum, som omkring 200 e.Kr. var en pulserende metropol med ca. 50.000 indbyggere og en af Romerrigets vigtigste militære forposter mod nord.

De tredimensionale radarbilleder afslører et kompleks, der breder sig over cirka 2800 kvadratmeter. Skolebygningerne var arrangeret rundt om en lille, cirkelrund træningsarena med tilhørende tilskuertribune. Komplekset rummede desuden en opvarmet træningshal på 100 kvadratmeter samt et badeanlæg og administrationsbygninger, hvor skolens ledere var indkvarteret. Gladiatoreleverne boede under langt mere beskedne forhold og måtte tage til takke med celler på blot fem kvadratmeter.

gladiator school buildings

Anlægget kunne genskabes digitalt

Radarbillederne er så skarpe, at sporene af et vandlednings- og kloaksystem træder tydeligt frem, ligesom man kan se indgangen til komplekset og sågar en stolpe, der formentlig fungerede som modstander-stand-in for gladiatorerne under træningen. Det har derfor været muligt for forskerne at genskabe anlægget digitalt, så vi kan se, hvordan gladiatorskolen kan have set ud, da den blev opført. Det skete muligvis på et tidspunkt mellem 150 og 300 e.Kr. I tilknytning til skolen har forskerne desuden lokaliseret en gravplads for de mænd og drenge, der omkom under kampene.

Ifølge forskerne matcher den nyopdagede gladiatorskole størrelsesmæssigt den berømte gladiatorskole Ludus Magnus, som lå bag Colosseum i den italienske hovedstad, Rom. Med opdagelsen håber forskerne at få et enestående indblik i de forhold, som de romerske gladiatorer levede under.

Siden 1870 har arkæologerne arbejdet i Carnuntum, men endnu er kun én pct. af byen udgravet. Fra 1923 til 1930 udgravede forskerne et amfiteater med plads til 13.000 tilskuere, og det er i nærheden af dette teater, at forskerne nu har fundet gladiatorskolen. Det er endnu ikke besluttet, hvornår udgravningsarbejdet skal gå i gang.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: