Everest routes

Hver bjergbestiger har sin egen tjener

11. marts 2010 af Stine Overbye

Den ekspedition, der i slutningen af marts 1922 brød op fra den indiske by Darjeeling på Himalayas sydskråning, var af en anselig størrelse.

Foruden 100 lokale bærere og over 400 muldyr bestod den af bl.a. en tolk, en skomager, en teltmager, to læger, flere kokke, ti iltbærere, 40 sherpaer, det vil sige bjergguider, og så selvfølgelig de britiske bjergbestigere, et ungt og dygtigt team på seks mænd. Hver bjergbestiger havde en personlig tjener, og det var ikke mindst en fordel for den distræte Mallory, der havde for vane at sprede sit udstyr for alle vinde.

Snestorm og regn

Hvor ekspeditionen det forgangne år havde været plaget af voldsomme monsunvinde, var vejret i 1922 om muligt endnu værre: Regn og sne væltede ud af himlen det meste af tiden, og da Mallory og tre af hans makkere den 20. maj forsøgte sig med det første ryk mod toppen, røg de ind i en snestorm, som piskede al varme ud af kroppen.

Efter i en hel dag at havde vandret i sne til livet slog truppen lejr for natten i 7600 meters højde, men da de vågnede næste morgen, var de stærkt nedkølede. Tre af Mallorys fingre var ramt af forfrysninger, Edward Nortons ene øre var svulmet op til tredobbelt størrelse, og Henry Morshead var så forkommen af kulde, at han knap kunne rejse sig. Alligevel besluttede Mallory, at de skulle fortsætte opad, dog uden Morshead, der blev tilbage og ventede i sit telt. Selv om kræfterne på forhånd var så godt som brugt op, formåede bjergbestigerne at nå op i rekordhøjden på 8225 meter – uden brug af iltapparater.

Under nedturen til North Col var mændene bundet sammen i reb, og da den dødeligt udmattede Morshead mistede fodfæstet og gled, trak han to af sine makkere med sig i faldet, så alle tre pludselig rutsjede ned ad en snekorridor med kurs mod en gletsjer 800 meter længere nede.

Snarrådigt huggede Mallory sin isøkse ned i sneen og viklede sit reb om økseskaftet for at bremse faldet – en manøvre, der bremsede de andres styrt.

Modstanderne må overgive sig til ilten

Trods den rystende oplevelse blev der i løbet af ekspeditionen gjort flere forsøg på at erobre tinden, og den 25. maj lykkedes det to af klatrerne, George Finch og Geoffrey Bruce, at nå hele 8320 meter op, blot 530 meter fra toppen og det højeste punkt, som noget menneske indtil da havde betrådt.

I modsætning til Mallorys team havde Finch og Bruce brugt ilt under klatringen, og fra basislejren havde det taget dem 12 timer og et kvarter at nå så højt op. Dermed var fordelen ved ilten blevet åbenlys for enhver, for til sammenligning havde Mallory og hans makkere været næsten tre timer længere undervejs uden at nå op i samme højde.

Selv om der netop var faldet en halv meter sne, og bjergbestigerne efterhånden var i en elendig forfatning – højdesyge, maveonde, alvorlige forfrysninger og uregelmæssig hjertefunktion plagede selskabet – besluttede George Mallory, at man skulle gøre et allersidste forsøg på at nå til tops. Kort før afgang skrev han til en ven om overvejelserne bag sin beslutning: “Det er et djævelsk bjerg, koldt og forræderisk. Måske er det det rene vanvid at gå derop igen. Men hvordan skal jeg kunne lade være.”

Monsunen var på vej – dette var ekspeditionens sidste chance, og den ville Mallory for alt i verden gribe. Så den 7. juni kæmpede han sig sammen med Somervell, Crawford og 14 sherpaer op gennem snemasserne på North Col. Ved 13.30-tiden, efter flere timers udmattende klatring, hørte Mallory pludselig en dyb rumlen, efterfulgt af en lyd som fra en eksplosion. Selv om han aldrig havde oplevet en lavine, var han ikke et sekund i tvivl om, hvad der var i vente. Og ganske rigtigt: Med ét blev snetæppet trukket væk under klatrerne, og ni sherpaer, der var bundet sammen i to reblag, blev fejet hen over en isskrænt og ned i en gletsjerspalte, hvor de blev begravet under tonsvis af sne.

Mallory rejser hjem til alvorlig kritik

I en desperat kamp mod uret gravede Mallory og resten af ekspeditionen for at redde deres makkere op fra dybet, men kun to af sherpaerne blev fundet i live. Katastrofen var indtruffet, døden havde høstet sine første ofre på Everest, og chok, sorg og selvbebrejdelser var nu blevet ekspeditionens følgesvend.

Især for Mallory var ulykken et hårdt slag: Han mente, han havde ført sherpaerne i døden ved at insistere på et erobringsforsøg under farlige sneforhold, og gjorde sig store selvbebrejdelser. Tilbage i Storbritannien blev Mallory fra flere sider klandret for at have udvist ringe dømmekraft. Trods dødsfaldene og de kritiske røster fastholdt Everest-komiteen dog, at ekspeditionen havde været en succes: Dels var der blevet sat to højderekorder, dels havde briterne høstet uvurderlig viden om brugen af iltapparater. På den baggrund blev det besluttet at sende endnu en ekspedition af sted – af hensyn til planlægning og økonomi dog først i 1924.

For at skrabe penge sammen til sig selv og familien drog Mallory i begyndelsen af 1923 på en tre-måneders foredragsturné i USA, hvor han fortalte om sine oplevelser nær verdens top. Efterhånden blev Mallory dog træt af ustandseligt at skulle svare på de samme spørgsmål fra publikum og journalister. Så da han for 117. gang blev spurgt om, hvorfor han overhovedet ville bestige Everest, svarede han til sidst lettere irriteret med de ord, der siden skulle blive udødelige: “Fordi det ligger der.”

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: