En atombombe sender radioaktive støvpartikler op i luften, så de danner en form som en paddehat.

© Shutterstock

Så altudslettende er et atomangreb

Hvad sker der, hvis USA smider en atombombe på størrelse med Hiroshima-bomben over Nordkoreas hovedstad? Med værktøjet Nukemap kan du kaste en fiktiv atombombe. Her er de værste følger.

11. august 2017 af Rikke Jeppesen

1. Ildkugle smelter alt

På sekunder vil et blændende lysglimt udvide sig over byen til en ildkugle med en diameter på næsten 300 m og en temperatur over en million grader.

Alt under den vil smelte væk i en ildstorm, der forvandler mennesker til støv.

Lysglimtet er så stærkt at dem, der ser direkte imod det kan afbrænde nethinden, mens alt indenfor 100.000 m2 vil brænde.

2. Tryk jævner huse med Jorden

En atombombe udløser enorme mængder energi, og i et område på 0,36 km2 vil trykket få selv betonbygninger til at splintre og kollapse.

I en storby vil det være tæt på umuligt at overleve det inferno af vragrester, der vil katapultere henover Jorden.

3. Varme ætser huden

Varmen fra bomben efterlader folk i et område på 11,4 km2 med 3. grads forbrændinger. Sårene går igennem alle hudlag, ødelægger nerver og blodkar og gør kroppen ekstremt sårbar overfor infektioner.

4. Stråling bombarderer kroppen

Dødelig radioaktiv stråling rammer Jorden i minutterne efter en atombombe er bragt til sprængning, og alle indenfor 4,51 km2 rammes af ca. fem sievert.

Vi udsættes naturligt for 2-3 mSv stråling årligt. En enkelt dosis på én Sv kan give strålingssyge og blødninger, mens fem Sv dræber halvdelen af de ramte på en måned.

5. Dødelige partikler spredes

En atombombe flænser Jorden under sig og skaber et krater, hvorfra radioaktive støvpartikler stiger opad.

Partiklerne kan senere rejse flere hundrede kilometer med vinden.

Ifølge Nukemap vil 100.850 dø og 419.380 komme til skade i alt.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: