Field of Poppies

Blåt lys ødelægger dyrebare mesterværker

Sollys kan få malerier til at falme. Men nu har forskere fundet ud af, at også blåt lys får van Gogh til at falme.

Blåt lys er ren gift for Vincent van Gogh-mesterværker og forvandler de uvurderlige malerier til brunlige kopier af fordums farverigdom.

Sådan lyder den alarmerende konklusion fra et internationalt forskerhold ved van Gogh-museet i Amsterdam efter en omfattende undersøgelse, hvor de har undersøgt, hvordan forskellige dele af lysspektret påvirker gamle farvepigmenter.

LED-pærer er en trussel

På forhånd vidste forskerne – med kemikeren Letizia Monico i spidsen – at sollys og uv-stråler sætter gang i en kemisk proces, der nedbryder gule farvestoffer – og som bl.a. har forvandlet flere af van Goghs berømte solsikkemotiver til en buket brune blomster.

Nu har avancerede røntgenanalyser i et såkaldt synkrotronanlæg for første gang også bragt blåt lys på banen som en synder.

Forskerne er chokerede over opdagelsen, fordi mange malerier hænger på museer, der oplyser med blåt lys fra bl.a. LED-pærer.

Ella Hendriks, leder af konserveringsarbejdet på van Gogh-museet, opfordrer museerne til at undesøge, om de har lysfølsomme malerier, og om de kan installere mere skånsom belysning.

Svovlforbindelser gør Goghs gule farve brun

Forskerne har fundet ud af, at især kromgul maling begynder at falme, når den bliver udsat for blåt lys.

Røntgenanalyser afslører, at van Gogh brugte forskellige nuancer af farven. Mens den almindelige kromgule beholdt farven, blev to af nuancerne voldsomt påvirket på grund af lysfølsomme svovlforbindelser i pigmentet.

ORDBOGEN

Kromgult er et naturligt pigment, som består af bly- og kromforbindelser. Farven blev første gang udvundet af kemikeren Louis Vauquelin i 1809. Kromgult bruges ikke længere, da farven er giftig.

Synkrotron-anlæg bruges til avancerede røntgenanalyser af meget små stofmængder. Synkrotronstråling kan bl.a. i detaljer vise sammensætningen af molekyler og atomer.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: