Hvor bliver en spændt fjeders energi af?

En trykfjeder bindes sammen med syrefaste bånd og sænkes ned i en syre. Efter en tid er hele fjederen opløst i syren. Hvad skete der med den energi, som var lagret i fjederen?

1. september 2009

Når metallet i fjederen opløses af syren, frigøres der energi i form af varme. Termodynamikkens første lov siger, at energien i et lukket system er konstant. Den mekaniske energi, der er oplagret i fjederen, kan altså ikke bare forsvinde, når fjederen opløses af syren. I en spændt fjeder er metallets atomer presset sammen og dermed i en mindre stabil tilstand, end når fjederen er i sin udløste hvilestilling. Det betyder, at det kemisk set vil være favorabelt for jernatomerne at lade sig opløse i syren, fordi de på den måde opnår en gevinst i form af øget stabilitet. Derfor frigøres der mere energi fra den spændte end fra den udløste fjeder, når den opløses. Energiforskellen svarer til den potentielle mekaniske energi, som var oplagret i den spændte fjeder, men den er ikke ret stor i forhold til den energi, som den kemiske reaktion udvikler. Den vil derfor også være ret svær at måle.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: