Hvordan virker en stjernekaster?

Normalt skal man holde sig på sikker afstand af fyrværkeri, men en stjernekaster kan man holde i hånden. Hvad består dens gnister egentlig af?

1. september 2009

En stjernekaster består af en metalpind, der er dyppet i en særlig pasta. Pastaen består i hovedsagen af bariumnitrat, aluminium og små bitte jernstykker. Når den antændes, går bariumnitrat og aluminium i forbindelse med hinanden, og det skaber så kraftig en varme, at de små jernstykker begynder at brænde. Samtidig stiger trykket i pastaen så meget, at jernstykkerne slynges væk. I luften går jernet i forbindelse med ilten, og derfor bliver det ved med at gløde. Når vi oplever en regn af gnister, er det med andre ord glødende jern, vi ser, men da den enkelte gnist er ganske lille, afkøles den hurtigt, og den er som regel helt kold, når den rammer jorden. Gnisterne svarer i øvrigt til dem, der opstår, når man bearbejder jern med en vinkelsliber. For at den kemiske proces ikke skal gå i stå, skal pinden være af metal. Metallet leder hele tiden varmen videre og sætter dermed forbrændingen i gang et nyt sted på stjernekasteren, som typisk har en brændtid på et minut. Temperaturen i en stjernekaster er meget høj, over 1500° C, så man kan faktisk brænde sig eftertrykkeligt på den. Selv om stjernekastere normalt betragtes som meget uskyldigt fyrværkeri, er der eksempler på, at gnisterne har forårsaget øjenskader. Mindre børn bør derfor ikke holde dem, og en stjernekaster bør altid holdes i strakt arm, så afstanden til kroppen bliver så stor som mulig.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: