Kan et projektil virkelig kaste en person bagud?

På film har jeg tit set, hvordan mennesker, der bliver ramt af et skud, nærmest slynges bagud. Foregår det også sådan i virkeligheden?

1. september 2009

I westerns kan man ganske rigtigt se skurken blive ramt af et skud, som med voldsom kraft slynger ham ud gennem en rude og ned i et vandtrug. Virkeligheden er dog slet ikke nær så dramatisk. En person, der rammes af et skud, flyver hverken bagud eller op i luften – men synker sammen eller lægger sig ned. Mange sårede efter skudepisoder fortæller, at de slet ikke registrerede, da de blev ramt. Først efter nogle sekunder mærkede de smerten. Ofte går et skud tværs gennem den, der bliver ramt. Det betyder, at kun ca. 30 pct. af projektilets energi afsættes i kroppen. Selv hvis projektilet bliver i kroppen, kan dets energi højst give en person på 80 kilo et skub på 0,18 meter pr. sek. Til sammenligning bevæger vi os med 1-2 meter pr. sek., når vi går, så skubbet er ikke værre, end at vores balance øjeblikkeligt kompenserer for det. Myten om, at man slynges væk af et skud, stammer fra filmens verden. Som regel hives den person, der skal foregive at blive skudt, bagud af en stålwire fastgjort om livet. Myten er så udbredt, at vidner til en skudepisode undertiden hævder, at de så offeret blive kastet bagud, da han blev ramt. Selv eksperter kan tage fejl. Da en mand blev fundet død, liggende oven på sit gevær, konkluderede en dommer, at det umuligt kunne være selvmord, for så ville han være blevet slynget væk.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: