Mirroring

Hvor mange spejlinger giver to modstillede spejle?

Hvis man spejler en genstand i to spejle, vil man kunne se mere end ét spejlbillede. Men hvor mange spejlinger vil man egentlig kunne se?

13. februar 2012

Hvis man spejler en genstand i to spejle, vil man kunne se mere end ét spejlbillede. Antallet af spejlbilleder afhænger af vinklen mellem de to spejle og kan nemt beregnes ud fra formlen: Antal spejlbilleder = 360/(vinklen mellem spejlene) – 1.

Det er svært at forklare, hvorfor der opstår flere spejlbilleder, men populært kan man sige, at spejlenes symmetriakser også fungerer som spejle, der genspejler de originale spejlbilleder.

Jo mindre vinklen mellem de to spejle er, desto flere symmetriakser dannes der. Det svarer til, at en lagkage får flere stykker, jo mindre stykkerne er. Derfor opstår der hurtigt flere spejlbilleder.

Den ekstreme situation

Den helt ekstreme situation opstår, når spejlene står parallelt over for hinanden, og vinklen mellem dem er nul grader. Ifølge formlen skal man altså dele med nul, hvilket ikke kan lade sig gøre, og det svarer billedligt talt til, at genstanden vil skygge for sine egne spejlbilleder.

Men hvis vinklen er bare en lillebitte smule større end nul – samtidig med at den spejlede genstand er ekstremt lille, så dens “skygge” bliver ubetydelig – vil man i teorien få et uendeligt stort antal spejlbilleder.

I praksis vil antallet dog være en hel del mindre, fordi det reflekterede lys efterhånden bliver svagere og svagere, idet urenheder i spejlet og støv i luften vil kaste noget af lyset tilbage i andre retninger.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: