Einstein tunge

Verdenshistorien får en funklende ny stjerne

I maj 1919 er tiden inde til, at Einsteins omstridte relativitetsteori skal stå sin store prøve. En solformørkelse skal vise, om universet virkelig krummer, eller om geniet er på afveje.

6. oktober 2015 af Stine Overbye

Gang på gang har Einstein opfordret astronomerne til at afprøve sin forudsigelse om lysets afbøjning i et tyngdefelt ved en solformørkelse, og da den ansete britiske astronom Arthur Eddington omsider får chancen, tøver han ikke et sekund med at gribe den.

I forskerkredse går Eddington for at være et af blot en lille håndfuld mennesker, som i bund og grund forstår Einsteins teorier. Astronomen har taget teorien til sig med boblende begejstring og endda skrevet en redegørelse om den på engelsk. I 1919 sejler han fra London til øen Principe ud for Afrikas Atlanterhavskyst for at fotografere en formørkelse, som vil indtræffe den 29. maj kl. 15.13.

På den store dag er Eddington beredt til det yderste: Briten har stillet sit fotoudstyr op på en 150 meter høj skrænt på øens nordside, i første parket til formørkelsen. Men i timerne op til den store test er både himlen og Eddingtons sind formørket. Skyerne hænger tæt og truer med at blokere for det sjældne fænomen. Men så, som ved et trylleslag, klarer himlen op, lige inden Månen glider ind foran Solen og slukker for dagslyset.

Selv har Eddington ikke tid til at betragte det spektakulære optrin i de cirka fem minutter, det varer. Han har rigeligt at gøre med at skifte fotoplader, så han kan dokumentere begivenheden. Og da billederne endelig er i kassen, er opgaven langtfra slut – forude venter adskillige måneders puslen med at tolke optagelserne og afgøre, om de overhovedet kan bruges.

Lyset på afveje

I Berlin venter Einstein spændt på Eddingtons resultat. Udadtil forsøger han at lade, som om det ikke bekymrer ham det fjerneste, men ventetiden falder ham uendeligt lang. “Der er stadig intet nyt om formørkelsen,” meddeler han i et brev til sin mor 2. september 1919. Ugen efter kan han ikke dy sig for at forhøre sig hos en forskerkollega i Holland: “Du skulle vel ikke tilfældigvis have hørt noget om den engelske solformørkelsesobservation?”

Læs alt om og se fantastiske billeder af solformørkelsen 20. marts 2015.

Da resultatet omsider bliver offentliggjort ved et møde i de kongelige videnskabelige selskaber i London 6. november 1919, er intet længere, som det har været. Fra at have været en ukendt kontorist bliver Einstein en superstjerne.

“Efter et nøje studie af de fotografiske optagelser er jeg rede til at sige, at der ikke hersker tvivl om, at de bekræfter Einsteins forudsigelse,” slår astronomen Frank Dyson fast på mødet, som kun har et eneste punkt på dagsordenen: resultaterne fra solformørkelsen.

I dagene derefter er den almene relativitetsteori og dens pjuskede ophavsmand forsidestof over det meste af verden: “Revolution i videnskaben. Ny teori om universet. Newtons ideer er faldet,” udbasunerer forsiden af The Times i England. “Lyset er helt på afveje på himlen,” meddeler New York Times.

For Einstein selv er bekræftelsen den totale triumf – også selvom han ikke har været i tvivl om, at teorien holdt.

Albert Einstein om relativitetsteorien

Og selvom de færreste forstår, præcis hvordan Einstein har forandret universet, bliver han den helt, verden har brug for. Efter myrderierne i skyttegravene og det katastrofale blodbad af en verdenskrig tørster menneskeheden efter godt nyt.

Pressen og publikum elsker det krøllede geni, der både kan spille violin og strø om sig med visdomsord og vittige bemærkninger, de elsker hans vilde hårpragt og hans vane med at kradse ligninger ned på borddugen, og de tilbeder hans uformelle og beskedne facon, som ligger lysår fra den adfærd, man ville kunne forvente fra en person, som ene mand har revolutioneret det fysiske verdensbillede.

Dusør på Einsteins skalp

I 1922 modtager Einstein Nobelprisen i fysik, en anerkendelse, som han har håbet på længe – ved skæbnens ironi får han dog ikke prisen for relativitetsteorien, men for artiklen om den fotoelektriske effekt, som han udgav i 1905.

Hæderen og berømmelsen synes ingen ende at ville tage, og Einstein er nu trådt ind i en liga, der er befolket af regenter, statsoverhoveder og andre kendisser. Han besøger den amerikanske præsident, han er på visit hos det japanske kejserpar, og han ses på den røde løber med Charlie Chaplin. Men han finder også tid til sin forskning og sit engagement som pacifist og fortaler for oprettelsen af et jødisk samlingspunkt i Palæstina.

Da nazisterne i januar 1933 kommer til magten i Tyskland, skriver aviserne, at Einsteins navn står på en liste over attentatmål, og at der er udlovet en dusør på 20.000 mark for hans hoved. “Jeg vidste ikke, jeg var så meget værd,” kommenterer Einstein rygtet med sin skæve humor. Men som jøde mærker han den bundløse dybde af nazisternes had, og da Hitler i 1933 bliver rigskansler, bryder Einstein alle bånd med Tyskland og bosætter sig permanent i Princeton i USA.

Einstein taler imod nazisme og for oplysning og uddannelse.

Resten af sit liv forbliver Einstein en levende legende, og i 1952 er han tæt på at kunne føje titlen som præsident til sit imponerende cv – da Israels første præsident, Chaim Weizmann, dør, får Einstein tilbuddet om at blive hans efterfølger.

“Jeg er ikke den rette person, og jeg kan ikke gøre det,” svarer den 73-årige videnskabsmand, der i flere år har døjet med flere alvorlige sygdomme.

En forårsdag i 1955 holder en af historiens betydeligste hjerner op med at tænke. En hjerte-kar-lidelse tager livet af Einstein kl. 1.15 den 18. april, mens han er indlagt på Princeton Hospital. På hans skrivebord ligger stakkevis af papirer med ufærdige beregninger, men den største beregning af dem alle er for længst færdig og har givet menneskeheden en helt ny forklaring på universet.

Einsteins skrivebord på hans dødsdag

Relativitetsteorien 100 år: Se stort tema om Albert Einstein og hans relativitetsteori

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: