Gentagelse bygger varige minder

Ved hjælp af det fonologiske loop og det visuelle tegnebræt kan et minde fast­holdes i korttidshukommelsen, men begge metoderne lægger beslag på store dele af hjernens kapacitet og ressourcer, og de er derfor ikke velegnede til at ­huske noget i mere end få sekunder.

Derfor lytter langtidshukommelsen med på det fonologiske loop og kigger over skulderen på det visuelle tegnebræt, når korttidshukommelsen repeterer vores­ minder. Man kan sige, at korttidshukommelsen lærer hurtigt, men husker dårligt, mens langtidshukommelsen lærer­ langsomt, men husker godt. For at et minde kan sætte sig fast i langtids­hukommelsen, skal det derfor repeteres mange gange. Forskerne mener, at denne repetition i første omgang varetages af det fonologiske loop og det visuelle tegne­bræt, men når mindet efter få sekunder er ude af korttidshukommelsen, overtager langtidshukommelsen og repe­terer det nye minde for sig selv.

Fra kort- til langtidshukommelsen

Allerede i 1966 gennemførte Murray Glanzer og Anita R. Cunitz fra New York University i USA et forsøg, som tydeligt viste, at hukommelsen er delt op i to ­forskellige mekanismer, korttidshukommelsen og langtidshukommelsen. De to forskere viste kortvarigt forsøgs­deltagerne 20 ord ét ad gangen, og der­efter skulle deltagerne gengive ordene i vilkårlig rækkefølge. Resultatet af for­søget var klart: Forsøgsdeltagerne huske­de de fleste ord fra starten og slutningen af sekvensen, mens det kneb med at huske dem i midten.

Forskernes kon­klusion var, at de første ord allerede var nået over i langtidshukommelsen, mens de sidste ord endnu befandt sig i korttidshukommelsen. Ordene i midten var imidlertid i en gråzone, hvor de var i færd med at blive flyttet fra den ene type hukom­melse over til den anden og derfor ikke var fast forankret i nogen af dem.

Hukommelse på mange måder

Ligesom korttidshukommelsen kan deles­ op i det fonologiske loop og det visuelle tegnebræt, så opererer forskerne også med flere forskellige inddelinger af langtidshukommelsen. Den episodiske hukommelse lagrer minder om hændelser, vi har oplevet, eller gerninger, vi har foretaget os. Her lagres vores personlige er­faringer, erindringer fra barndommen og oplevelser fra sidste års sommerferie. Den semantiske hukommelse rummer derimod alle de faktuelle ting, vi ved: at 2 + 2 = 4, at sne er hvid, samt navne på vores familiemedlemmer. Den episodiske og semantiske hukommelse slås ofte sammen i en kategori kaldet den deklarative hukommelse, som dækker over al den viden, vores bevidsthed råder over. Vi kender med andre ord det præcise indhold i den deklarative hukommelse, og hvis nogen spørger os “Hvad lavede du i går?”, så har vi svaret på rede hånd.

Anderledes er derimod den procedurale hukommelse, som rummer al vores oplagrede viden om, hvordan vi gør forskellige ting. Her gemmes fx informa­tionen om, hvordan fingrene skal bevæge sig hen over klaverets tangenter for spille tonerne fra Beethovens måneskinssonate. Denne viden bruger vi uden at tænke over det, og det er næsten altid meget vanskeligt at udtrykke den i ord, såsom at svare på spørgsmålet “Hvordan bærer du dig ad med at cykle?”.

Et fællestræk ved de tre former for langtidshukommelse er, at de retter sig bagud og gør os i stand til at erindre ting, som vi allerede har oplevet, lært eller gjort. Det har givet dem det overordnede navn retrospektiv hukommelse, og derved adskiller de sig fra den prospektive hukommelse. Den er fremadrettet og får os til at huske ting, som vi har tænkt os at gøre senere. Om morgenen skal vi fx huske at tage på arbejde, og når vi møder chefen, skal vi huske at ønske ham ­tillykke med fødselsdagen. Mens retrospektive minder kaldes frem, når vi har brug for dem – fx når vi bliver spurgt om vores adresse – så kræver de prospektive minder en form for “stikord” for at blive hentet frem til bevidstheden.

Stikordet er ofte et bestemt tidspunkt, så vi hver morgen husker at tage på arbejde, fordi hele situationen med at blive vækket, tage tøj på og spise morgenmad minder os om, at det må være en almindelig arbejdsdag. Hvis stikordet kommer på et forkert tidspunkt, fx når vi vågner efter en middagslur, kan vi undertiden blive snydt og et øjeblik tro, at vi må af sted på arbejde. Stikordene er nød­vendige for at fremkalde mindet, så den prospektive hukommelse kan hjælpes på vej ved hjælp af ekstra stikord i form af huskesedler eller et kryds på hånden. Ofte vil en seddel på døren, hvor der blot står “Husk at købe ind”, være nok til at minde os om, hvad vi skal købe.

Forskere kigger dybt i hjernen

Alle de mange typer af hukommelse ­fungerer på forskellig vis og er afhængige af nervesignaler i hver sine områder af hjernen. Derfor kan man opleve alle ­mulige slags hukommelsesproblemer hos patienter, som har været udsat for fx hjerneblødninger og ulykker, der har ­skadet en bestemt del af hjernen.

I mange årtier har hjerneskadede ­patienter med en eller anden form for hukommelsessvigt været forskernes bedste værktøj til at studere, hvilke dele af hjernen som er involveret i at huske. Inden for de seneste få årtier har forskerne desuden fået mulighed for at anvende fMRI, EEG og andre former for hjerneskanninger, og selv om hukommelsens sæde i hjernen ikke er fastlagt endnu, så er der begyndt at tegne sig et billede.

Hvad angår langtidshukommelsen, er hjernedelen hippocampus og andre ­områder i den mediale tindingelap, MTL, helt afgørende. Denne del af hjernen gemmer på den deklarative hukommelse, mens den procedurale hukommelse sandsynligvis ligger i lillehjernen og de basale ganglier, som er to ringformede strukturer i hver sin side af hjernen.

I 2007 analyserede Charan Ranganath fra University of California, Davis i USA resultaterne fra en lang række tidligere undersøgelser og konkluderede, at de ­enkelte former for langtidshukommelse har sæde i bestemte områder i MTL, og at de interagerer kraftigt med hinanden for at skabe en samlet hukommelse. Fx viste det sig, at et bestemt lille hjerneområde spiller en central rolle for evnen til at genkende et ansigt, mens nerve­aktivitet i hjernedelen hippocampus er nødvendig for at forbinde det kendte ­ansigt med en bestemt person.

• Forrige Side 2 af 3 Næste