Forskere samles om vandhullet

Af langt større betydning end de modtagne signaler var dog nye teoretiske ­beregninger koblet med den eksplosive udvikling af computere.

Radioastronomerne havde efterhånden fundet mange andre interessante bølgelængder end de 21 cm for brint. Hydroxyl-molekylet, der består af et brintatom og et iltatom, har en karakteristisk bølgelængde på 17,4 cm. Da vand er opbygget af brint og ilt, begyndte man at kalde området fra 17,4 cm til 21 cm for “vandhullet”.

Vand er centralt for liv

En ny logik blev formuleret: Da vand er centralt for alt liv, som vi kender det, vil det være naturligt at kommunikere på en eller anden bølgelængde mellem de 17,4 cm for hydroxyl og de 21 cm for brint – omsat til frekvenser mellem 1420 MHz og 1720 MHz.

For at kunne sende over ­afstande på mange lysår må man koncentrere al sin sendeeffekt på en enkelt frekvens. I praksis opdeles vandhullet i millioner af kanaler, hvor hver kanal har en båndbredde på højst 0,5 Hz. Det betyder, at de godt 300 MHz mellem hydroxyl og brint opdeles i mindst 600 millioner kanaler. I dette “vandhul” koncentrerer man i dag søgningen i radioområdet.

Det er selv i dag en formidabel opgave at bygge modtagere, som kan opfange signaler på millioner af kanaler. Men en endnu større udfordring ligger i at analysere strømmen af indkommende data. Her har SETI-forskningen været bane­brydende ved at udnytte den enorme regnekapacitet, der findes i verdens millioner af hjemmecomputere, mens de står på standby. Med SETI@home kan man downloade et program, der får ­computeren til at analysere en lille del af det enorme datamateriale. Millioner ­deltager i SETI@home, men endnu er der ikke fundet et eneste sikkert signal.

Fjernsyn fra fremmede planeter

Længe har målet “bare” været at høre fra nogen derude. Men nu vil SETI-astronomerne også lade deres teleskoper spejde ud i rummet. Baggrunden er, at der med laserlys kan udsendes så store mængder information, at vi bogstaveligt talt kan se fjernsyn fra fremmede planeter. Teknikken hedder optical SETI, forkortet til OSETI, og jagten på laserlys fra fremmede­ kloder er allerede begyndt.

Med lasere kan man overføre information på mange gigabit per sekund selv over afstande op til 1000 lysår, hvor et sekunds dataoverførsel med radiobølger kun kan ske på megabit-niveau, altså ­tusinder af gange lavere. Erkendelsen af, at man ved brug af laserlys kan overføre enorme mængder af information, har nok været de sidste 50 års største gennembrud inden for SETI-forskningen.

Faktisk er der allerede modtaget et kortvarigt laserlysglimt, som måske kan være et signal rettet mod os. Det skete i december 2008, hvor den australske astronom Ragbir Bhathal observerede et ultrakort lysglimt i retning fra en fjern stjerne. For en fremmed civilisation kan det være en god idé at gøre opmærksom på sin eksistens ved hjælp af et ultrakort lysglimt fra en kraftig laser – med en ­varighed på bare 10-100 nanosekunder.

Det antal fotoner, der rammer et teleskop her på Jorden fra en almindelig stjerne, er nemlig ikke særligt stort – en million fotoner i sekundet eller én hvert mikrosekund. Hvis der så pludselig kommer måske fem fotoner på bare 10 nano­sekunder, er det et tegn på, at der er ­blevet tændt en ekstra lyskilde. Desværre er signalet fra 2008 aldrig blevet gentaget. Og netop gentagelser er nok det vigtigste krav, som forskerne må stille for at være sikre på, at man virkelig har opfanget et signal fra en fremmed civilisation.

Lasersignaler er nemme at observere

En stor force ved lasersignaler er, at de er nemme at observere med et almindeligt teleskop udstyret med elektronik til at detektere korte lyssignaler. Og enhver, der forsøger sig, har så muligheden for at modtage giga- og terabit af information på kort tid. Samtidig er laserlys så retningsbestemt, at et modtaget signal må være målrettet direkte imod os.

Afsenderen må derfor have haft en stærk formodning om, at det kan betale sig at sende et signal til vores solsystem. ­Måske fordi de med store rumteleskoper har set, at det indeholder en blå planet med store mængder ilt i atmosfæren.

Hvis man ikke har en så specifik ­viden, er radiosignaler dog nok en sikrere vej til at opnå kontakt, da signalet spredes langt mere og hurtigt kommer til at dække mange stjerner. Endelig giver laserlys det problem, at det kan standses af en støvsky mellem sender og modtager.

• Forrige Side 2 af 3 Næste