SETI lever af private sponsorer

Trods den store indsats fra enkeltforskere­ har SETI altid lidt under manglen på penge og officiel støtte. Det eneste virkelig store regeringsbetalte SETI-projekt stod NASA for. Det begyndte i 1992, men blev lukket kun et år senere af senatet med senator Richard Bryans berømte ord: “Og så håber vi, at det vil blive ­slutningen på jagtsæsonen for marsmænd for skatteydernes regning.”

Siden da har NASA holdt sig næsten helt borte fra SETI og kun støttet få projekter. Der var dog stadig fremsynede mennesker, som ikke var bange for at støtte SETI af egen lomme. En af dem er den stenrige Paul Allen, der var med til at grundlægge Microsoft. Han har været en af de vigtigste sponsorer for det private SETI Institute, der blev grundlagt i 1984.

I dag har SETI Institute 135 ansatte og ud over Paul Allen en række andre spon­sorer, lige fra it-firmaer til NASA, der trods alt sponsorerer enkelte projekter.

Billige parabolantenner kobles sammen

SETI Institute har netop taget hul på et nyt stort projekt, det såkaldte ATA ­(Allen Telescope Array). ATA adskiller sig fra et normalt radioteleskop ved at være opbygget af en række små, billige parabolantenner. Enkeltvis har de begrænset styrke, men når man kobler dem sammen, kan man opnå en følsomhed, der langt overgår et normalt stort radioteleskops. Der er allerede nu opført 42 antenner, men det færdige ATA-projekt vil bestå af 350. Fuldt udbygget vil ATA være et kæmpespring for SETI-forskningen, ikke kun pga. sin størrelse, men også fordi det kan være i sving 24 timer i døgnet.

Og en enorm søgning er altafgørende. For SETI-forskningen stiller os over for en dobbelt udfordring: rummet og tiden. Når vi håber på kontakt, forestiller vi os ofte kontakt med væsner, der ikke er ­meget forskellige fra os selv, hverken i udvikling eller tankegang. De kan være forud for os i teknik, men ikke væsentligt klogere, og vi går ud fra, at vi hurtigt kan lære at kommunikere med dem. Det ­behøver dog langtfra være tilfældet.

Dertil kommer, at de biologiske forskelle måske vil vise sig at være det mindste problem. De virkelige udfor­dringer opstår, når vi konfronteres med ­universets alder og størrelse. Universet er næsten 14 milliarder år gammelt, og der har i hvert fald de sidste fem milliarder år været muligheder for intelligent liv. For fem milliarder år siden fandtes Jorden ikke engang – men der har måske eksisteret civilisationer, der har obser­veret dannelsen af vores solsystem. Hvis en sådan intelligens overhovedet stadig findes, kan vi ikke have meget tilfælles.

Måske tusinder kulturer i Mælkevejen

Vores erfaring siger, at alt i universet fra stjerner og planeter til levende væsner og kulturer fødes, lever og dør. Der kan meget vel i Mælkevejen have været tusinder af kulturer, der er gået til grunde for millioner af år siden, og mange vil følge i en fjern fremtid. Er gennemsnits-levetiden for en teknisk civilisation nogle få tusind år, kan det sagtens være, at vi netop nu er næsten alene. Selv om vi kunne bygge rumskibe, der kunne ud­forske Mælkevejen, ville vi nok ikke engang kunne se spor af vores forgængere. De ruiner, vi kender her fra Jorden, er jo højst nogle tusind år gamle.

Vi skal være mere end heldige, hvis vores første kontakt er med en civilisation, der kun er en million år forud for os. Og da en sådan civilisation ville være langt ældre end menneskeheden selv, ville alene tidsforskellen gøre en menings­fyldt kommunikation meget vanskelig. Men adskillelsen i tid vil også være ledsaget af en adskillelse i rum. Det et meget usandsynligt, at vi har naboer inden for de nærmeste par hundrede lysår, og det har afgørende betydning for en eventuel kommunikation, da det vil tage århundreder at udveksle budskaber. SETI er ikke for de utålmodige.

Set i det perspektiv er SETI-forskningen den største kulturelle udfordring, vi til dato har givet os selv. Det er aldrig en klog politik at isolere sig – hverken på Jorden eller i rummet. Hvis kontakt en dag opnås, kan det i første omgang virke skræmmende og overvældende på grund af de store afstande og den store forskel i udvikling mellem os og dem. Men ­derefter er det op til os at tage kontakten som en udfordring. I første omgang ­måske simpelt hen ved at lytte og lære.

• Forrige Side 3 af 3