Miljøkatastrofe satte gang i forskningen

Fugle, der er sølet ind i glinsende olie. Fiskere, der ikke må sejle på havet. Turister, der flygter fra strande ­dækket af brunlig, tyk olie. Billederne fra tiden efter boreplatformen Deepwater Horizons forlis sidste år i april står stadig dybt prentet i manges bevidsthed.

Efter eksplosionsbranden den 20. april 2010 fossede olien ud i Den Mexicanske Golf fra borehullet på 1500 meters dybde. I næsten tre måneder strømmede olien ud i mængder anslået til 780 millioner liter. Det gør udslippet til det værste i olie­industriens historie og den største oliekatastrofe i fredstid. Men katastrofen er langtfra den eneste. De sidste halvtreds år har det ene olieudslip efter det ­andet ryddet forsider på verdens aviser.

Foruden de store, spektakulære udslip sker der mange mindre udslip, der måske ikke vækker så stor opmærksomhed, men sagtens kan føre til stor skade på lokale bestande af fugle og fisk. Det kan fx være udslip fra boreplatforme og forliste tankskibe eller helt bevidste udslip fra skibe, der ude på åbent hav renser deres tanke eller dumper olieaffald fra maskinrummet. Alene i europæiske farvande skønnes der at ske omkring 3000 illegale dumpninger af olie om året.

Generelt udgør skibstrafikken, og især tankskibene, en stor risiko for omfattende forureninger, og det skønnes, at ca. en tredjedel af al menneskeskabt olieforurening i verdenshavene skyldes transport til havs.

Der findes ca. 4000 tankskibe i verden, som tilsammen transporterer 1,5-1,8 milliarder tons ­råolie om året. Det svarer rundt regnet til en tredjedel af al transport på havet, og hertil kommer så de 400-500 millioner tons raffinerede olieprodukter, som fx benzin og diesel, der også sejles rundt. De voldsomste olieforureninger vil dog fortsat være fra olieboringer, fordi man her arbejder med voldsomme natur­kræfter.

At tæmme det enorme tryk nede i en olielomme er mildt sagt noget af en udfordring, og som Deepwater Horizon-katastrofen med al tydelighed viste, kan en løbsk boring være næsten umulig at stoppe. Når det går galt, er olieboringen næsten som en flaske champagne, hvor proppen bliver taget af: Det høje tryk sprøjter olien op i den overliggende vandmasse, hvorfra noget af den søger op mod overfladen, hvor den lægger sig som en millimetertynd oliefilm.

Skovle og spande er ren stenalder

Deepwater Horizon-udslippet var så omfattende, at katastrofen har været et “wake-up call” for hele oliebranchen. I årtier er der ikke sket nogen nævne­værdig udvikling i det beredskab, der skal klare udslip af olie. Branchen har stort set holdt sig til gammelkendte, men ikke videre effektive metoder til oprydning efter olieudslip, fx indkredsning af olien med flydespærringer eller med største besvær at samle den sammen med skovle og spande, når den først er drevet i land på strande og klipper.

Det fik bl.a. en gruppe norske studerende fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet (NTNU) til at undre sig, og de gik derfor i gang med at udvikle en oliestøvsuger. Som en af de studerende, Silje Rabben, udtrykker det:

“Udviklingen inden for oprydning var stagneret. Der er noget stenalderagtigt over, at folk må bruge bøtter, spande og koste eller ligefrem skrubbe klipperne med håndkraft.”

Resultatet er en slags oliesuger, der er let at betjene og langt mere effektiv, fordi den er specialbygget til at rense strande og klipper for den olie, der driver i land.

Oliestøvsugeren er blot ét eksempel på den opfindsomhed, katastrofen har ført til. Forskere fra MIT, Massachusetts Institute of Technology, har fx kon­strueret en flydende robot, der kan ­samarbejde med sine robotkolleger ude på havet. Sådan en sværm af robotter kan måske finkæmme og rense et større havområde for olie. Helt af sig selv.