Regnbuer er fulde af myter

Fra Videnskabens Univers: I den nordiske mytologi er regnbuen broen Bifrost, der går fra gudernes bolig, Asgård, til menneskenes bolig, Midgård. Broen bevogtes af guden Heimdal. I andre religioner findes tilsvarende forestillinger, og i Det Gamle Testamente satte Herren buen på himlen som tegn på, at syndfloden var ovre.

Med de græske filosoffer begyndte man dog at forlade myternes verden, og der blev gået mere videnskabeligt til værks.

Aristoteles (384-322 f.Kr.) forestillede sig, at regnbuen var et ufuldkomment spejlbillede af Solen i et ujævnt “spejl” på overfladen af en sky – sammensat af myriader af små dråber og beliggende på en halvkugle kaldet “den meteorologiske halvkugle”. Solen befandt sig ifølge Aristoteles også på denne halvkugle. Lysstrålerne spejledes på halvkuglen og dannede regnbuen. Faktisk er denne forklaring ikke langt fra den rigtige, bortset fra at man ikke forstod regndråbernes funktion, og at man troede, at vi fik vores synsindtryk gennem lysstråler, der udgik fra øjet – en opfattelse, der ligger til grund for udtrykket “at kaste et blik på noget”.

Aristoteles' forklaring stod alene helt frem til begyndelsen af 1300-tallet, hvor den lærde dominikanermunk Theodoric (ca. 1250 – ca. 1310) indså sammenhængen mellem regnbuen og regndråbernes form ved at eksperimentere med vandfyldte, kugleformede flasker. Han fandt ud af, at regnbuen simpelthen skyldes lysstråler, der brydes og spejles i det indre af regndråberne og rammer øjet i en bestemt vinkel.

Hans opdagelse gik dog i glemmebogen, og det var, først da franskmanden René Descartes (1596-1650), der utvivlsomt har haft kendskab til Theodorics arbejde, lavede de samme forsøg, at der kom en forklaring på regnbuen i 1637. Denne forklaring var faktisk så god, at den i det store og hele holder i dag. Det blev kulminationen på en tusindårig bestræbelse på at forstå og forklare fænomenet. Skønt der var naturfilosoffer, der langt ind i anden halvdel af det syttende århundrede stadig foretrak Aristoteles' model.