Vi skal deles om den vedvarende energi

Solen er ved at gå ned over Sahara, så produktionen på de store solkraftværker falder. Til gengæld fejer en stiv kuling hen over Nordsøen, hvor vingerne på havmøllerne nu snurrer lystigt.

I farvandet ud for Skotland løber tidevandet gennem store turbiner, og strømmen fra generatorerne sendes ud på den elektriske motorvej, som binder Europa, Nordafrika og Mellemøsten sammen.

Klog investering

Foreløbig er der tale om en vision, men eksperterne er enige om, at et omfattende elektrisk netværk vil være en klog og langsigtet investering, fordi netværket vil være i stand til at udjævne forskelle, så overskud af el i ét område kan dække underskud i et andet.

Ifølge de mest optimistiske beregninger kan et netværk betyde, at al elektricitet i Europa, det nordlige Afrika og Mellemøsten i fremtiden kan komme fra vedvarende kilder. Andre beregninger er dog lidt mere forsigtige: Ifølge dem kan Det Grønne Netværk etableres på 30 år, hvorefter de vedvarende energikilder kan levere to tredjedele af den elektricitet, vi har brug for.

Et netværk kan lade sig gøre

Under alle omstændigheder er elektri­citet et specielt produkt. Strømmen skal bogstavelig talt bruges i samme sekund, som den produceres, og uden et netværk kan der let opstå det, teknikerne kalder overløb: En situation, hvor det fx ikke er muligt at komme af med al den strøm, en vindmøllepark producerer på en blæsende dag.

Den slags situationer kan et netværk forebygge. Det vil kræve store investeringer, men som for­talerne for Det Grønne Netværk siger: Det har vi faktisk klaret før. For eksempel blev hele det britiske elnet opbygget på bare ti år med start i 1925.

Det Grønne Netværk vil være vidt forgrenet og dermed også robust – er der problemer i en del af det, kan strømmen ledes en anden vej. ­Styringen af nettet vil være kompliceret, men ikke umulig. Det viser erfaringer fra Danmark, hvor det er lykkedes at integrere hundredvis af vindmøller og små lokale kraftværker i et større netværk.