Burmesisk guldbrev tydes efter 250 år

Efter tre års arbejde er det endelig lykkedes den luxembourgske ­historiker Jacques Leider at tyde indholdet af et 55 x 12 cm stort brev af guld, som i 1756 blev sendt til den engelske konge George 2.

Afsenderen af guldbrevet, der er besat med 24 rubiner, var den burmesiske konge Alaungphaya, og han inviterede i overstrømmende vendinger sin britiske kollega til at indgå i tættere handels-forbindelser. England ville få lov at bygge en havn til sine skibe, og de ville få adgang til Burmas rigdomme som ris og teaktræ. Til gengæld ville kong Alaungphaya gerne have kanoner og skydevåben.

“Den mest ærværdige, enestående herre over alle parasolbærende konger (...) herre over rubiner, guld, sølv, kobber, jern, rav og ædelstensminer, herre over hvide elefanter, røde elefanter og elefanter i forskellige farver,” skrev kongen bl.a. om George 2.

George 2. kunne imidlertid ikke læse ­burmesisk og fik heller ikke brevet oversat. I stedet gemte han det væk i et af Hannoverslægtens biblioteker i Tyskland, og Alaung­phaya fik ­aldrig svar. Ifølge Jacques Leider gjorde det Alaungphaya så rasende, at han jævnede den britiske handelskoloni med jorden.

Den burmesiske konge Alaungphaya sendte i 1756 et guldbrev dekoreret med rubiner til den engelske konge George 2.

Da den danske konge Christian 7. i 1768 besøgte biblioteket i Tyskland og fik fremvist guld­brevet, kom han til at beskadige det, da han skulle lægge det tilbage i dets elfenbens­beholder. Denne kongelige fummelfingrethed gjorde det ikke nemmere for Jacques Leider at tyde de runde skrifttegn i brevet.

Guldbrevet er faktisk skrevet på så almindeligt burmesisk, at de fleste burmesere dengang uden større problemer ville kunne forstå det. Det var altså ikke sproget, der gjorde tydningen så problematisk og lang­varig; det var brevets ødelagte tilstand.