Everest blev målt med håndkraft

I 1800-tallet kunne man over hele Indien iagttage nogle sælsomme optrin: Grupper af mænd i tykke uniformer, der svedende slæbte enorme instrumenter over floder og slugter og op ad stejle bjergskråninger. Instrumenterne var såkaldte teodolitter, der vejede et halvt ton. De blev brugt til at måle vandrette og lodrette vinkler med, og dem var der nogle stykker af, for briterne havde besluttet sig for at opmåle og kortlægge hele Indien fra nord til syd.

Landmålerne kæmpede sig også op ad Himalayas nedre skråninger for at måle højden på Jordens højeste bjergkæde.

I første omgang koncentrerede de sig især om Kanchenjunga, som de mente måtte være verdens højeste. Bag dette bjerg knejsede en anden tinde, som briterne i første omgang døbte Peak B. Først efter flere års pejlinger stod det i 1852 klart, at Kanchenjunga med sine 8598 m ganske rigtigt var en gigant – i dag ved man, at det er verdens tredjehøjeste efter Everest og K2 – men Peak B var faktisk endnu højere. Ifølge teodolitmålingerne strakte det sig hele 8839,8 m i vejret. Godt ti år senere, i 1865, fik bjerget sit nuværende navn. Det blev opkaldt efter George Everest, der var leder af briternes opmålingsprojekt.

I 1950’erne blev Everests højde justeret opad til 8848 m, og siden da er bjerget vokset yderligere to meter: Ved hjælp af data fra gps-udstyr placeret på toppen af Everest kunne en amerikansk ekspedition i 1999 slå fast, at Mount Everest er 8850 meter højt.