Kapitel 2: Has på uhyret

Det væsen, der kommer stavrende ned ad Everest i skumringstimen den 26. maj 1953, ligner den afskyelige snemand. Få meter bag ham dukker endnu en kluntet skikkelse op. Begge er dækket af is fra top til tå og bevæger sig usikkert med stive, spjættende skridt.

Med en enorm op­pakning på ryggen, iltmaske for ansigtet og hår, der stritter stivfrossent i alle retninger, vakler mændene tavst hen mod Edmund Hillary og George Lowe, der kommer dem i møde nede fra lejren. Så forkomne er de, at de knap formår at hæve hånden til en hilsen, og først da Tenzing Norgay kommer ilende med et par kopper varm suppe, som han fører op til deres læber, er det, som om livet sagte vender tilbage til deres udpinte kroppe.

Taknemmeligt lader Charles Evans og Tom Bourdillon sig føre hen til deres telt, og først en god time senere er de kommet så meget til kræfter, at de kan fortælle om deres oplevelser.

Opgiver erobringen 90 meter fra toppen

De to bjergbestigere er ikke nået til tops på Everest. Men de har været tæt på, tættere på end nogen anden. Blot 90 højdemeter manglede de i at have erobret verdens mest efterstræbte tinde. Til at begynde med var opstigningen gået glimrende, men så havde det sat ind med morgentåge og kraftigt snefald, der sinkede deres fremfærd.

På South Summit, Everests sydtinde, måtte mændene tage den tunge beslutning­ at vende om. De vurderede, at det ville tage omkring fem timer at nå op til toppen og tilbage igen, men iltbeholdningen var ved at slippe op, og det samme var tiden og kræfterne, så skuffede måtte bjerg­bestigerne søge nedad, inden de blev overmandet af mørket.

Efter en maratonvandring, hvor de var tæt på at styrte i døden, er de nu i sikkerhed i lejren – udmattede og forfrosne, men dog levende og i stand til at dele deres værdifulde erfaringer fra Everests allerøverste etage med det par, der er udpeget til at stå for ekspeditionens andet topforsøg: den newzealandske biavler Edmund Hillary og hans Everest-stedkendte sherpa, Tenzing Norgay.

Mens de tidligere britiske Everest-ekspeditioner har forsøgt at arbejde sig op ad bjergets nordside fra Tibet, har 1953-ekspeditionen under ledelse af John Hunt været nødsaget til at iværksætte de endelige topforsøg fra syd, fra den nepalesiske side.

Politik har ændret klatreruten, for hvor Nepal har været lukket for udlændinge fra midt i 1800-tallet og frem til 1949, er rollerne fra 1950 blevet byttet om, så det nu er Tibet, der er lukket land. Så i april 1953 er ­ekspeditionen ankommet til Khumbu-isfaldet for foden af bjerget, hvor briterne, deres sherpaer og omkring 350 bærere har slået lejr midt i en labyrint af isblokke på størrelse med huse.

Herfra har oberst Hunt planlagt det endelige ryk mod toppen, som var det en militæroperation med kun ét mål for øje: at besejre fjenden, også kendt som Everest.

Oppakning på 20 kilo

Ifølge Hunts første slagplan burde bjerget kunne erobres fra den øverste lejr, camp 8 på South Col, men efter Evans og Bourdillons mislykkede forsøg står det klart, at par nummer to må starte fra en lejr endnu højere oppe.

Så den 28. maj 1953 påbegynder Hillary og Tenzing opstigningen til den planlagte camp 9. En fortrop på tre mænd, slæbende på forråd, telt og iltudstyr, fører an på turen op ad bjerget, og i en tung byge af isstykker fra bjergbestigerne over dem følger Hillary og Tenzing efter, hver især belæsset­ med en oppakning på over 20 kg.