Kapitel 3: Alene på toppen

Den britiske 1800-tals-digter William Blake har skrevet, at der sker store ting, når mænd og bjerge mødes. Italieneren Reinhold Messner har for længst gjort sætningen til sin egen, men det er ikke de ord, der umiddelbart falder ham ind, da han om morgenen den 18. august 1980 befinder sig på bunden af en dyb spalte i isen. Forslået og forskrækket ser han sig omkring, men i mørket kan han end ikke ane konturerne af sit kolde fængsel.

Som i slowmotion genoplever han styrtet. Han husker, hvordan sneen gav efter under støvlerne, og hvordan kroppen og rygsækken bankede mod spal­te­-væggen under faldet, men har ingen fornemmelse af, hvor langt han er røget ned.

Var han vægtløs i et splitsekund, i flere minutter? Han aner det ikke. Koldsveden springer på hans pande, mens han med hænderne forsøger at sanse sine omgivelser. Til­syneladende står han på en hylde af sne; det er den, der har bremset faldet. Kan han nogen sinde ­komme op igen, eller er han fanget for altid?

Solobestigning er bestigning uden radio og ilt

“Bare jeg havde en radio, så jeg kunne få fat i Nena,” klager han højt for sig selv. Før solopgang har Reinhold Messner begivet sig af sted fra den fremskudte basislejr i 6500 meters højde. Tilbage i lejren er hans amerikanske klatrekammerat, den 30-årige Nena Holguin, og selv om Messner kun ­befinder sig cirka 500 meter derfra, er det for langt til, at han kan råbe hende op. Han forbander sig selv.

Hvorfor skulle han absolut insistere på at klatre uden radio? Så husker han på, at det er en del af den aftale, han har indgået med sig selv: Solobestig­ningen af Everest skal gennemføres med kun den allermest nødvendige oppakning, uden radio og uden medbragt ilt. Kampen skal stå mellem mand og bjerg, mellem menneske og natur.

Febrilsk fingererer Messner ved sin pandelampe. Da den mod forventning pludselig lyser op, opdager han, at den hylde, han står på, er en tynd og til­syneladende skrøbelig bro af is, der strækker sig fra den ene blågrønne isvæg til den anden. Omkring otte meter ovenover kan han se det hul, han er dumpet ned i, og endnu længere oppe blinker en fjern stjerne på den sorte himmel. Bunden af spalten kan han til gengæld ikke få øje på – på begge sider af isbroen åbner der sig en dyb afgrund.

Messner gyser og får gåsehud, og mens kroppen er i yderste alarmberedskab, fokuserer hjernen knivskarpt på mulige overlevelsesstrategier. Han lover sig selv, at hvis det lykkes ham at komme op, vil han droppe bestigningen og aldrig, aldrig mere klatre alene i så store højder. Det desperate løfte skal vise sig at være flygtigt, men ikke desto mindre vil han komme til at gentage det tre dage senere.

Iltmangel kunne give Messner hjerneskade

Reinhold Messner er en rekordernes mand. To år tidligere, i maj 1978, gennemførte han sammen med østrigeren Peter Habeler den første bestigning af Mount Everest uden medbragt ilt, og den bedrift – en iøjnefaldende kontrast til de traditionelle, ekstremt overlæssede og dyre ekspeditioner – blev regnet for en kraftpræstation, der næppe kunne overgås. I en tid, hvor bjergbestigerne typisk medbragte 50 kilo ilt per mand til brug i den tynde luft i store højder, blev ekspeditionen på forhånd stemplet som umulig og sammenlignet med at rejse til Månen uden ilt. Ifølge lægerne risikerede mennesker permanente hjerneskader, hvis de begav sig op i over otte kilometers højde uden ilt, men trods alle advarsler klarede makkerparret udfordringen uden men.

I stedet for at hvile på laurbærrene søger Mess­ner året efter Kina om tilladelse til et soloforsøg på Everest, og sådan går det til, at han denne augustmorgen i 1980 står over for sit livs største udfordring, som han har fået den værst tænkelige start på.

Bærer sin psyke med sig som en tung sten

Da det ser sortest ud, øjner Reinhold Messner pludselig en udvej. Langs spaltens ene væg er en smal kant, en slags rampe, som fører opad. Idet han forsøger at gøre sig lettere, end han er, sætter han af fra isbroen, spreder armene ud og kaster sig ind mod væggen, mens han holder vejret. Mirakuløst formår han at vinde fodfæste på kanten, hvorefter han uende­ligt forsigtigt og trin for trin arbejder sig opad, med overkroppen og hovedet mast ind mod væggen. Få minutter senere er Messner tilbage på overfladen. Med rygsækken over skuldrene og isøksen i hånden fortsætter han mekanisk bestigningen, som om ­intet var hændt, men oplevelsen sidder i kroppen og gør ham endnu mere årvågen end normalt.

Reinhold Messner opfatter sig selv som en moderne Sisyfos – manden, der i den græske mytologi var dømt til for evigt at trille en kæmpemæssig sten op på en bakketop. Den sten, Messner slæber op ad bjerget, er hans egen psyke. Kampen mod bjerget og den modstand, det yder, er hans drivkraft, og mens han klatrer, er han så koncentreret om hver eneste bevægelse, at alt andet ophører med at eksistere, også tanken om at opgive projektet.

Pause for hver 50. skridt

Mens dagslyset lister sig ind over Himalaya, og Solens stråler brænder morgentågen væk, pløjer Messner sig målbevidst gennem sneen og isen. Han falder hurtigt ind i en rytme, hvor han for hvert 50. skridt holder en lille pause og læner sig op ad ­skistavene. Frosten bider. En stærk vestenvind får ­øjne­ne til at løbe i vand. Men vejret er klart, og med en knaldblå himmel i baggrunden træder Everests snedækkede tinde tydeligt frem cirka to kilometer længere oppe. Hvis vejret holder, behøver han blot to dage mere for at nå derop, vurderer han.

I takt med at Messner når højere op, bliver han nødt til at skrue ned for tempoet. Højdemåleren viser nu 7360 meter, og i den iltfattige luft bliver kroppen lynhurtigt drænet for energi. Hver bevægelse koster en kraftanstrengelse, han hiver efter vejret, og marchrytmen er nu 30 skridt efterfulgt af en god pause med tid til eftertænksomhed. Han mærker savnet af en makker, for ikke alene er en soloklatring langt mere anstrengende og farlig end en tomandsekspedition – den psykologiske byrde er også betydeligt tungere. Ingen andre baner vej i sneen og isen, og alt, hvad der lurer af farer og udfordringer, må han overvinde alene. Den viden tynger ham langt mere end den 18 kilo tunge rygsæk med telt og forsyninger, som han slæber af sted med.

Som han når højere op, bliver der stadig kortere mellem pauserne, og nu må han sidde ned, hver gang han tager et hvil. At rejse sig igen kræver ekstrem viljekraft, men hele tiden driver han sig selv fremad og opad. “Lidt længere, du kan klare det. Det stykke, du klatrer i dag, behøver du ikke at klatre i morgen,” messer han for sig selv.

I 7800 meters højde finder Messner en ideel lejrplads, hvor han stamper sneen jævn og slår sit knap to kilo tunge Gore-Tex-hjem op for natten. Klokken er tre om eftermiddagen, og Messner er godt tilfreds med sin indsats. Han havde planlagt at tilbagelægge 1200 meter den første dag, men faktisk er det lykkedes ham at klatre 1300 meter. Siddende i sin sovepose på liggeunderlaget, der er hårdt som sten, går han i gang med det huslige ­arbejde – at smelte sne og koge vand til te og suppe samt gøre klar til natten.

Vinden er nu taget til, den rusker og flår i teltet, mens iskrystaller banker som hagl mod ydersiden. Indimellem tager vinden fat i teltbunden og løfter den op, og med det vejr forudser Messner, at han vil få svært ved at få en ordentlig nattesøvn. Bedre bliver­ det ikke af, at han kun kan ligge halvt udstrakt i det diminutive bivuaktelt, så hvileløst skifter han stilling, mens han venter på, at søvnen vil overmande ham og befri ham for de dystre tanker, der trænger sig på sammen med mørket. Frygten for at blive fanget i en lavine og ang sten for, at teltet skal blive blæst ud over afgrunden, plager ham og forsvinder først, da han sidst på aftenen går ud som et lys.