Kapitel 4: Dødens år

I en stormomsust lejr i 7925 meters højde ligger 33 mennesker og drømmer store drømme. Ingen af dem sover, for nylonteltene skratter som maskingeværer i den brølende vind, men trods larmen ­befinder alle sig som i trance denne torsdag aften i maj. Udenfor er temperaturen langt under nul­punktet, men i teltene raser topfeberen. Efter ugers akklimatisering i Himalaya er øjeblikket nær, hvor Everest skal erobres, og livsdrømme opfyldes.

Ethvert forsøg på kommunikation mellem teltene bliver kvalt af vinden, men ord er alligevel helt overflødige. Alle venter blot på, at stormen skal løje af, så eventyret kan begynde, og da der ved halv­ottetiden som ved et trylleslag bliver helt vindstille, lyder de forløsende ord inde fra Rob Halls telt:

“Det ser ud til, at vi har en aftale, gutter. Der er afgang til festen klokken halv tolv.”

Noget føles ikke rigtigt

Rob Hall står i spidsen for Adventure Consultants-holdet, der ligesom Scott Fischers Mountain Madness-team og taiwaneren Makalu Gaus tremandsekspedition har valgt fredag den 10. maj som dagen for deres topforsøg. Kort før midnat drager Halls gruppe på 15 klatrere som de første af sted; en halv time senere forlader Fischers hold på ligeledes 15 mand lejr 4, skarpt forfulgt af Makalu Gau og hans to sherpaer. I alt 33 for­ventningsfulde klatrere er nu på vej mod deres livs højdepunkt, hjulpet på vej af månelyset, der bader Mount Everest i et spøgelsesagtigt skær.

Efter tre timers march i bidende kulde beslutter Frank Fishbeck at opgive topforsøget. Over for sin chefguide, Rob Hall, begrunder han beslutningen med, at “noget ved dagen ikke føles rigtigt”.

Et kort øjeblik overvejer også Doug Hansen, ligeledes fra Adventure Consultants-holdet, at vende om, men lader sig overtale til at fortsætte, selv om han hunde­fryser og er totalt afkræftet. Han har ondt i halsen og har hverken sovet eller spist i et par dage, men kvier sig på den anden side ved tanken om at forspilde sin anden chance på Everest. Året forinden har han på grund af tidspres måttet vende om blot 90 meter fra toppen – en gigantisk skuffelse for den amerikanske postarbejder, der i årevis har passet to job for at få råd til at forfølge livsdrømmen i Himalaya.

Manglende reb koster en times ventetid

I timerne før daggry går der opløsning i de tre ekspeditioner. Scott Fischers klatrere har indhentet Halls hold, og også Makalu Gau og hans sherpaer befinder sig nu i den blandede skare af dundragtklædte eventyrere, der i en usammenhængende kæde strider sig gennem den knædybe pulversne.

Ved solopgang er de sammenblandede hold nået op over Balkonen, en fortop på Sydøstkammen, til 8534 meters højde, hvorfra massive klippeafsatser tårner sig over 30 meter i vejret. For at kunne passere­ klipperne sikkert kræves fiksreb, og planen var, at sherpaerne på forhånd skulle have sat rebene op. Uvist af hvilken grund er det ikke sket, så nu opstår en flaskehals for foden af klipperne, hvor klatrerne må tilbringe over en time i tænderklaprende kulde og rastløs venten, mens Fischers guide, Neal Beidleman, indhenter det forsømte.

I ventetiden beslutter Beck Weathers, en amerikansk deltager fra Rob Halls hold, at springe fra i utide eller i hvert fald udskyde topforsøget lidt. Efter en hornhindeoperation er hans øjne blevet ekstremt sårbare, og ved det lave atmosfæriske tryk i ekstreme­ højder kan han stort set ikke se en hånd for sig. Bedre bliver det ikke af, at han er kommet til at gnide­ iskrystaller ind i øjnene, så begge hornhinder er blevet ridset. “Hvis jeg begynder at kunne se bedre, lunter jeg efter jer andre,” meddeler han Hall.

Tre deltagere giver op

I et for de flestes vedkommende uhyre langsomt tempo arbejder bjergbestigerne sig efter tur op ad rebet, mens de andre i trafikproppen for foden af klippen er ved at koge over af utålmodighed. “Skynd dig nu, skynd dig nu,” lyder det igen og igen fra den ventende forsamling. Tiden flyver, der er stadig lang vej tilbage, og senest klokken 14 bør alle være nået til tops eller befinde sig inden for spytteafstand af tinden, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå sikkert ned, inden mørket falder på.

Ved halvtolvtiden om formiddagen opgiver tre af Halls deltagere, Lou Kasischke, Stuart Hutchison og John Taske. Hver især har de betalt 65.000 dollars for at blive guidet op til toppen af verden, men da målet stadig ligger over tre timer borte, er udsigten til at nå frem inden vende om-tidspunktet klokken 14 ringe. Mændene erkender slukøret neder­laget og begiver sig nedad ledsaget af to sherpaer.

Den beslutning skal vise sig at være klog, for på Sydtoppen, South Summit, i 8750 meters højde opstår­ der lidt senere endnu en flaskehals, der ­forsinker fremmarchen yderligere en time. På grund af koks i kommunikationen har sherpaerne ikke som forventet spændt reb ud langs den knivskarpe og stejle bjergkam, der fører op til Everests tinde. På denne strækning kan blot en enkelt forkert bevægelse sende deltagerne to kilometer ned i afgrunden, og for urutinerede klatrere er kammen en regulær dødsfælde. Så mens guiderne fra Halls og Fischers hold får fæstnet tovværket, er resten af deltagerne endnu en gang tvunget til at gøre ophold.

Kø ved Hillary Step

Ved Hillary Step, en 12 meter høj, lodret klippevæg, der rejser sig som en uoverstigelig mur kun 60 meter under toppen, må klatrerne atter klumpe sig sammen i kø. Et eneste reb fører op over den berømte, sidste forhindring, og mens bjergbestigerne efter tur får halet sig op, forsvinder alle de omgivende tinder i et lag af tottede skyer. Det vækker dog ikke bekymring, for over Everest-toppens pyramide er himlen stadig knaldblå, og ingen skænker det en tanke, at et uvejr kan være under opsejling.

I de følgende timer bliver Hillary Step et trafik­knudepunkt, hvor de klatrere, der allerede har været på toppen, mødes med dem, der er på vej op. Oven for det stejle hak i bjergkammen udveksler de ­heldige håndtryk med hinanden og kommer med opmuntrende tilråb til dem, der stadig mangler at slæbe sig de sidste få meter op til 8850 meters højde. Både oven og neden for klippen står folk i kø for at få adgang til det orange reb, og mens kostbare ­minutter og sekunder tikker af sted, begynder tætte tågeskyer så småt at rulle ind over bjerget.