Arkæologer går ind i anden verdenskrig

Nogle forskere tvivler. For få krige er omgivet af så mange myter og tabuer som anden verdenskrig, og historikere har måttet kæmpe hårdt for at skrælle lagene af de fortællinger, som nationer, grupper og enkeltpersoner har opstillet om perioden fra 1939 til 1945.

I disse år, hvor de mennesker, som oplevede krigen, forsvinder én efter én, har arkæologer sat sig for at afdække krigen og dens mange aspekter så grundigt som muligt. Formålet er at dokumentere de fysiske spor og bevare den objektive viden om dem. Samtidig håber arkæologerne, at en objektiv tilgang kan kaste lys over nye, ukendte eller glemte sider af krigen både på slagmarken og på hjemmefronten.

Anden verdenskrig var i højere grad end nogen anden krig altomfattende og verdensomspændende. Folkemord og moderne krigsteknologi fik krigen ud til hver en lille afkrog af verden og berørte millioner af mennesker. Krigshandlingerne kan ikke adskilles fra det daglige liv, arbejdet og familielivet.

Slagmarker er ikke nok

Arkæologerne kan derfor ikke nøjes med – som ved tidligere tiders konflikter – at undersøge fast afgrænsede slagmarker. For at forstå konfliktens fulde omfang og betydning må arkæologerne på den ene side opstøve nedfaldne fly og dykke til havets bund efter skibsvrag og på den anden side analysere nazismens dødslejre og udgrave interneringslejre for de japanske amerikanere i Midtvesten.

I modsætning til den traditionelle slagmarksarkæologi kalder forskerne denne form for arkæologi for konflikt-arkæologi. Og her bruger arkæologerne både deres klassiske redskaber og mere moderne teknikker som jordgennemtrængende radar, computeranimation og kemiske analyser til at afdække krigens virkelighed og omfang.

Undervejs håber de at filtrere myter og falske antagelser væk og i stedet nærme sig et mere sandt billede af krigen og dens vidtrækkende konsekvenser for både helte og skurke – også i de tilfælde, hvor det hidtil har gjort for ondt at sætte ord på.