El dorado

Hvad er historien?

Den forgyldte, som El Dorado betyder, er i virkeligheden en konge i et rigt eventyrland. Hvert år blev kongen overpudret med guldstøv og sejlet ud på en sø, hvor han dyppede sig i vandet og ofrede rige gaver til søen.

Historien blev fortalt til den spanske erobrer Sebastián de Benalcázar af en indiansk mand. Og den var god nok: Der havde faktisk eksisteret en sådan skik. Det drejede sig om Muisca-folket, og søen var Laguna de Guatavita.

Muisca-folket var dog blevet besejret af en nabostamme, og skikken var ophørt, længe før spanierne ankom i 1500-tallet.

Ikke desto mindre blev historien kernen i flere århundreders jagt på guld. Med tiden kom El Dorado til at betegne ikke en mand, men et sted med uendelige rigdomme.

Hvor har vi ledt?

Sebastián de Benalcázar drog selv på guldjagt ved Guatavita-søen, og i hans fodspor fulgte den ene eventyrer efter den anden på ekspeditioner, som ofte blev dyre i menneskeliv – både ekspeditions-deltagernes og de indianeres, der var så uheldige at bo i nærheden.

Undervejs blev søen tømt flere gange, blandt andet på opfordring af den tyske naturforsker Alexander von Humboldt. Man fandt dog aldrig andet end en smaragd, et par bægre og nogle få andre genstande.

Chance for at gøre fundet

Foruden Guatavita-søen har en række andre steder i Sydamerika været udpeget som El Dorado. Det gælder blandt andet Manoa, som optrådte i en bog af engelske sir Walter Raleigh.

Det står dog klart, at Manoa ikke findes, ligesom de øvrige steder er rent opspind. Chancen for at finde et El Dorado er derfor lig nul.