Hvordan starter en stadionbølge?

Som ivrig fodboldtilskuer har jeg gentagne gange oplevet at være med i en bølge. Men hvordan starter den, og hvor mange skal der til for at få gang i en bølge?

1. september 2009

Et ungarsk forskerhold har analyseret dynamikken i den populære stadionbølge, som også kaldes den mexicanske bølge eller la ola. Forskerne videoovervågede bølger på store stadioner og fandt frem til, at der kun skal mellem 25 og 35 mennesker til for at sætte en bølge i gang. Når en mindre gruppe på samme tid rejser sig og strækker armene i vejret, vil det hurtigt skabe en enorm hvirvlende bevægelse, som fejer gennem tilskuerrækkerne. Forskningen viste også, at bølgen som regel går med uret. Gennemsnitshastigheden er 12 meter i sekundet, og bredden ligger sædvanligvis mellem seks og tolv meter. De ungarske forskere er nu ved at videreudvikle deres model, så den også kan bruges til at forudsige, hvordan hooliganoptøjer eller voldelige demonstrationer vil udvikle sig, og hvor politifolk mest effektivt kan placeres. I øvrigt blev stadionbølger for alvor populære under fodbold-VM i Mexico i 1986. Men man ved med sikkerhed, at amerikanske baseballfans mestrede kunsten allerede i 1981.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: