Hvorfor går vi i panik?

Det virker ikke hensigtsmæssigt, at vi gribes af panik. Hvad er årsagen?

1. september 2009

For at et menneske skal kunne fungere blandt andre, er det vigtigt, at der i barndommen bliver fastlagt en række automatiske koblinger mellem højere og lavere dele af hjernen. På den måde bliver kulturelle sædvaner etableret dybt i vores identitet. Samtidig er det lige så vigtigt, at de højere dele af hjernen bliver trænet til at omstille sig til skiftende kulturelle forhold. I de fleste tilfælde lykkes begge processer, men i nogle tilfælde går der kludder i systemet. Den amerikanske neurolog Joseph LeDoux har påvist, at nogle af hjernens midterste dele i løbet af opvæksten kan beslaglægge automatiske reaktionsveje fra påvirkning til handling. Hvis det sker, kan de øverste dele af hjernen ikke korrigere tidlige indtryk med senere erfaringer. På den måde kan skrækscenarier fra barndommen forveksles med reelle trusler. For eksempel kan et lille barn have oplevet panik, fordi det var låst inde. Denne erfaring lever så sit eget liv trods senere viden om det harmløse i at være lukket inde. Og i nogle tilfælde kan det give sig udslag i panik. Evnen til at koble mellem tidlige og senere erfaringer er livsnødvendig for mennesker. Mekanismen er skrøbelig og kan nogle gange virke uhensigtsmæssigt. Men det er den pris, vi som art har valgt at “betale” for at kunne håndtere de komplicerede sammenhænge, vi oplever som mennesker.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: