Hvorfor kaster man ris ved et bryllup?

Da jeg blev gift, blev jeg og min mand mødt med en regn af ris i kirkedøren. Men hvor stammer denne skik fra, og hvad betyder den?

1. september 2009

Riskastning er et af de frugtbarhedsritualer, der fra gammel tid hørte med til et bryllup. Risene er frø, som kan spire, og er derfor symbol på kimen til nyt liv. Skikken menes at stamme fra det gamle Rom, hvor man ud over ris eller korn også smed bl.a. dadler, nødder og mønter efter de nygifte for at bane vej for lykke og gode kræfter. Nu om dage træder mange brudepar fra kirkedøren ud i en regn af ris, men risene er ikke længere udtryk for et ønske om, at de må få mange børn, men blot om en god fremtid. I Nordeuropa kom riskastningen først på mode i 1800-tallet. Risene er, ligesom bryllupskagen, en rest af tidligere tiders rituelle handlinger ved bryllupper: Både ris og kage skulle sikre frugtbarhed og værne mod de onde kræfter, som man mente var på spil ved overgangen fra en status som ugift til en status som gift. Mange andre skikke havde samme formål: Ved at bære bruden over dørtærsklen undgik man, at hun kom til at træde ned i overgangen mellem sit gamle og nye liv, for det var i denne overgangsfase, at onde kræfter mentes at være på færde. I samme boldgade befinder sig skikken med at binde konservesdåser efter brudeparrets køretøj: Larmen skulle skræmme dårligdom væk.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: