TrumpvsHil

Trump vs. Clinton: Så videnskabelige er de

Donald Trump og Hillary Clinton kan ikke blive enige om særlig meget. Det gælder heller ikke inden for videnskaben, hvor de er blevet bedt om at forholde sig til en række spørgsmål.

8. november 2016 af Babak Arvanaghi

I dette øjeblik valfarter amerikanerne mod stemmeurnerne for at bestemme, hvem der skal lede deres land de næste fire år.

Kandidaterne er uenige på en lang række punkter – herunder også, hvor stor en rolle videnskaben skal spille i det politiske miljø.

20 spørgsmål til hver

For at komme til bunds i præsidentkandidaternes videnskabelige forståelse, har magasinet Scientific American lavet en større undersøgelse.

I samarbejde med forskere har magasinet formuleret 20 spørgsmål, som kandidaterne hver især har svaret på. Svarene er derefter blevet lagt ud til det videnskabelige tidsskrifts abonnenter, som har bedømt kandidaterne på en skala fra 0-5.

Vi bringer et uddrag af undersøgelsen her:

Energi

Spørgsmål: Hvordan ser du energilandskabet udvikle sig de næste fire år med dig som præsident?

Clinton Hun mener ikke, at amerikanerne behøver vælge mellem ren energi og sund økonomi. Hun vil skabe nok grøn energi til at dække halvdelen af amerikanernes enorme energibehov – bl.a. ved at opsætte en halv milliard solcellepaneler og ved at reducere olieforbruget med en tredjedel. Karakter: 5/5 Hillary bliver belønnet for at have en konkret plan, at have afsat midler og for at ville arbejde sammen med klimabenægtere.

Trump Vil gøre USA selvforsynende med energi. Det skal ske gennem en blomstrende markedsøkonomi. Det er dog tidligere bevist, at det frie marked ikke kan gøre energiforbruget grønnere. Karakter: 0/5 The Donald bliver straffet for ikke at have en konkret plan. Og fordi, der ikke er videnskabelig evidens for hans svar.

Rummet

Spørgsmål: Hvad skal målet med rumforskningen være med dig som præsident?

Clinton I sit svar nævner den tidligere førstedame en række af NASA's bedrifter, bl.a. månelandingerne og fundet af vand på Mars, og slår fast, at USA stadig skal føre an i udforskningen af rummet. Hun har en klar forståelse af, hvad rumforskningen har bibragt, og hvorfor den er vigtig. Karakter: 3/5 Fordi hun ikke nævner de mange private rum-initiativer, får hun ikke topkarakter.

Trump Han støtter et ”stærkt rumprogram”. Tidligere har han også udtalt, at rummet er fantastisk, men knap så vigtigt som huller i vejen. Karakter: 1/5 Byggematadoren glimrer ved sin mangel på konkrete planer. Han viser ingen tegn på at vide, hvad rumforskningen bruges til.

Vaccination

Spørgsmål: Hvordan vil dit embede støtte vaccinationsprogrammet?

Clinton Hillary vil samarbejde med internationale organisationer for udryddelsen af bl.a. kighoste og difteri. Og så vil hun arbejde tæt sammen med sundhedsmyndighederne for at uddanne folk til at få deres børn vaccineret. Karakter: 4/5 Igen bliver den kvindelige kandidat belønnet for at have en konkret plan og for at tage videnskabens ord for gode varer omkring det gode ved vacciner.

Trump Han svarer meget kort. Hovedpointen er, at han vil uddanne offentligheden, men han kommer ikke ind på, hvordan eller i hvad. Karakter: 1/5 Den tidligere reality-stjerne bliver straffet for at være for ukonkret. Derudover har han tidligere udtalt sig kritisk om vaccinationsprogrammet og bivirkningerne – uden at have videnskabeligt belæg for det.

Klimaforandringer

Spørgsmål: Hvad er din holdning til klimaspørgsmålet, og hvordan vil du tackle problemerne?

Clinton Hun anerkender, at temperaturstigningerne er en trussel mod os. En trussel hun vil bekæmpe vha. grøn energi og ved at beskatte sig til mindre forurening. Karakter: 4/5 Hillary har en konkret plan klar, men opnår ikke toppoint, fordi hun ikke nævner, hvor hun vil finde pengene til den grønne omstilling.

Trump Han refererer til global opvarmning i gåseøjne – et tegn på, at han ikke er overbevist om, at opvarmningen er menneskeskabt. Trump mener, at det er vigtigere at bruge penge på rent drikkevand og kampen mod malaria, uden at forholde sig til, at begge disse problemer i en vis udstrækning kan skyldes den globale opvarmning. Karakter: 0/5 Trump går imod videnskaben og har sin egen agenda.

Videnskabelig integritet

Spørgsmål: Hvordan vil du som præsident sørge for, at videnskaben bliver anerkendt, og at den ikke kommer under pres fra politiske interessenter?

Clinton Favoritten anerkender, at den objektive videnskab er under pres og henviser til eksempler, hvor forskere har manipuleret med deres forskning for at komme medicinalindustrien til gode. Karakter: 4/5 Hendes svar mangler detaljer, men viser villighed til at kæmpe for evidens-baseret videnskab frem for den politisk motiverede.

Trump ”Videnskab er videnskab, og fakta er fakta,” svarer den republikanske kandidat. Men indtil nu har hans valgkamp båret præg af et meget løst forhold til fakta. En undersøgelse har vist, at over to tredjedele af hans udtalelser er falske. Karakter: 0/5 Trumps svar er så simpelt, at det skaber bekymring om, hvorvidt han overhovedet forstår den videnskabelige model.

Konklusionen

Hele vejen gennem undersøgelsen fortsætter mønstret, og Hillary Clinton ender som den klare vinder. Hun scorer 64 point ud af 100 mulige, mens Donald Trump må nøjes med sølle syv point.

Du kan læse hele undersøgelsen og kandidaternes fulde svar – også Gary Johnson og Jill Steins – på Scientific Americans hjemmeside.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: