Skuddag kalender

Derfor har vi skudår

Hvert fjerde år er det skudår. Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt med en ekstra dag i kalenderåret? Og hvorfor ligger skuddagen den 24. februar og ikke den 29. februar? Svaret skal findes i Det gamle Rom.

24. februar 2016 af Andreas Ebbesen Jensen

Her i Skandinavien kan februar godt føles som et langt og koldt tilløb til foråret. Og hvert fjerde år, må vi allesammen finde os i at spejde en dag længere efter marts måned.

Hvor der normalt kun er 28 dage i februar, bliver vinterens sidste måned forlænget med en såkaldt skuddag hvert fjerde år.

Skuddagen eksisterer, fordi Jorden ikke når hele vejen rundt om solen på 365 dage, men bruger lige i underkanten af 365 dage og seks timer på sin rejse.

Uden skuddag ville der hvert fjerde kalendeår være en dag i overskud, hvilket på længere sigt ville forrykke sæsonerne, så der på den nordlige halvkugle ville være vinter i juli og sommer i december.

Skudår gav romerne hovedpine

Den romerske kejser Julius Cæsar var den første, som forsøgte at finde en løsning på rodet i kalenderen.

År 46 før vor tidsregning var kalenderen efterhånden 67 dage bagud i forhold til årstiden, hvilket skabte stor forvirring hos landmændene.

Det fik Cæsar til at forlænge år 46 med 67 dage ekstra plus en skudmåned på 23 dage. Året, der bestod af 445 dage, blev døbt Annus Confusionis – forvirringens år – af romerne.

Månedernes længde blev året efter tilpasset, så de tilsammen udgjorde et år på 365 dage. At februar er kortere end de andre måneder, er altså et levn fra den romerske kalender, hvor man netop brugte februar til at indsætte en en ekstra dag - en skuddag.

I modsætning til hvad mange tror, er det ikke den 29. februar, der er den egentlige skuddag, men den 24. februar.

Det skyldes, at februar i den romerske, julianske kalender kun bestod af 23 dage, hvilket altså gjorde den 24. februar til den egentlige skuddag.

Kalenderen er ikke fejlfri

Julius Cæsars kalender var dog ikke helt præcis. I gennemsnit varede et juliansk år 365,25 døgn, men et astronomisk år varede kun 365,24219878 døgn.

Det betød, at kalenderåret og det astronomiske år ikke fulgtes ad, og i 1582 besluttede pave Gregor 13. at gøre noget ved problemet.

Han indførte den gregorianske kalender, som justerede antallet af skudår, så der kun er 97 skudår på 400 år.

Kalenderen, som blev indført i Skandinavien i 1700-tallet, er dog ikke fejlfri.

For hver 10.000 år vil der være en fejl på 3 dage i kalenderen. Den næste forskydning på et døgn finder sted i år 5153. Så der er tid nok til at komme op med en løsning.

Læs også

Måske er du interesseret i ...

FÅ ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Du får dit gratis særtillæg, Vores Ekstreme Hjerne, til download, straks du har tilmeldt dig nyhedsbrevet.

Fandt du ikke det, du ledte efter? Søg her: